Rapperen Julaw vinder 2. bandkonkurrence på blot et halvt år
Foto: Paw Gissel
Vinderen af Band Contest 2011 den århusianske rapper Julaw, kan nu også føje titlen 'Århus Fedeste Studieband 2011' til sit CV. Det sker efter han fredag d. 28 oktober vandt konkurrencen på Studenterhus Århus, kåret af et dommerpanel med prominente folk fra branchen (bla. Northside Festival & Copenhagen Music). I opløbet deltog bands fra hele byen, alle med tilknytning til universitetet. Konkurrencen var arrangeret af Aoa.dk
Førstepræmien i konkurrencen Århus' Fedeste Studieband indebærer bla. et gavekort på 5000kr. til Rock City, et live-gig som opvarmning for ét af hovednavnene på Studenterhus Århus i foråret 2012.
Julaw har allerede gjort sig bemærket i foråret, da han lavede det officielle soundtrack til Mejlgade For Mangfoldighed, Århus største gadefest. Den tilhørende musikvideo havde præmiere i TV2 Østjylland, og har snart de første 10.000 visninger på Youtube (link: http://www.youtube.com/watch?v=-pmsO6ALu08)
I løbet af sommeren spillede Julaw også med live band på en række festivaler, bla. Bork Havn og Den Grimmeste, samt for nylig til sidste udgave af Skandinaviens største hiphop-festival Aarhus Took It.
For en måned siden deltog Julaw i Danmarkspræmieren på fænomentet 'Rap Slam' på Teatret Svalegangen. Her dystede han i en tæt duel mod MC's FightNight ØST-finalevinderen Mund De Carlo. Du kan se deres rap slam battle her: http://www.youtube.com/watch?v=xTFh78tmE8s&feature=channel_video_title Konceptet Rap Slam spås en stor fremtid, og Julaw varmer også op med en mini-koncert til Rap Slam pt. 2, der afholdes d. 15 december igen på Teatret Svalegangen.
Julaws debutalbum med titlen Århus City Slang udkommer i 2012, og indtil da kan du tjekke hans nyeste musikvideo til efterårssangen Rød, Gul & Orange her:
JULAW klar med nyt sommertrack - og annonceret til DK's Grimmeste Festival!
Den århusianske rapper Erik Julaw der for nyligt foran 160 andre bands vandt konkurrencen 'The Band Contest 2011' smider nu et sommertrack på gaden med titlen Wildcard Bitches. Samtidig annonceres Julaw øverst på plakaten til dette års Danmarks Grimmeste Festival hvor Per Vers, Lucy Love, Analogik, Ordets Magt & DJ Static m.fl. spiller (4.-6. august, tjek Grimfest.dk)
Alle instrumenter på Wildcard Bitches er indspillet i Vegafunk Studios i samarbejde med electro/rock-bandet Teledolls, der markerer sig på nummeret med både guitar, keyboard og især den markante talkbox i omkvædet. Som et tvist er der smækket et par ekstra sprøde oldschool-trommer henover.
"Teksten handler om at bryde ud af feltet og gå sine egne veje. Det er et forsøg på at lave noget opløftende, en sang for folk som griber dagen og gør netop dét de altid puslet med tanken om. Vi har alle drømme og ambitioner, men nogle gange er vi hæmmet af at være kørt fast i rutiner. Så blir man nødt til at bryde ud med et wildcard." siger Julaw om tracket, hvis titel er et citat fra den amerikanske komedieserie "It's Always Sunny In Philadelphia" der kører på TV3.
Julaw har hurtigt cementeret sig som et af de mest interessante nye navne i det århusianske hiphop-miljø, da han i foråret 2011 blev valgt til at lave det officiele soundtrack for den årlige gade-festival á la Distortion kaldet Mejlgade For Mangfoldighed, der havde 20.000 mennesker samlet i Århus en weekend i maj måned. Tracket "Mejlgade!" blev suppleret med musikvideoen af No Heroes: se den her:
Og er også udgivet på iTunes her: http://itunes.apple.com/dk/album/mejlgade/id431219505?i=431219509
Til efteråret udkommer Julaws debutalbum Århus City Slang. Den gennemgående stil i Julaws rapunivers er positiv/bevidst hiphop med stor fokus på teksterne, tilsat en ordentlig spand krudt med beats der rykker. Et nyt og friskt bud på dansk hiphop anno 2011.
"Vi tænkte det var fedt lige at smide den her single ud her omkring Roskilde, så folk kan spille den og komme i sommerstemning. Spil den for dine venner, for din kæreste, for din familie. Vis at dansk rap stadig har noget at byde på med et positivt budskab!"
Julaw er dansk hiphops nye lyd, der repræsenterer først og fremmest en generation af rappere som har fået nok af gangstarap-ikoner og crunk club-sangere - men derimod arbejder for at bringe rapperen tilbage som poet, som talerør og budbringer af emner med relevans og indhold.
Genren er positiv/bevidst rap med imødekommende lydbilleder, der emmer af kærlighed til sproget og leg med ord. Teksterne leveres stilsikkert over opløftende hiphop-beats der lægger en energisk bund for det positive flow. Tilsat en flok dygtige musikere på både sang (bla. Søren Lindberg Christensen (Teledolls), Maja Barløse og Alex Skoglund (Powerload) ) og instrumenter blandes det sammen til et tætpakket og engageret musikalsk udtryk.
Julaws første single "Mejlgade!" handler om gaden i Århus C hvor rapperen selv har boet i 2 år og derfor altid har drømt om at skrive en hyldest til. Det blev til en kollage af malende hverdagsindtryk på rapform, der indfanger stemningen i farten og afspejler gadens liv. Musikvideoen, der er lavet af No Heroes v. Jon Gotlev, er valgt som årets officiele trailer for musikfestivalen Mejlgade For Mangfoldighed 2011, og kan ses lige her:
Til daglig går Julaw på universitetet, er rapskolelærer i Rapakademiet Århus og arbejder på sit debutalbum Århus City Slang der kommer sommer 2011. Julaw har for nylig vundet finalen af The Band Contest på Fatter Eskil i Århus, og optræder til sommer på bla. Bork Havn Festival, Danmarks Grimmeste Festival samt spillestedet Stengade, Nørrebro. Og så ikke at forglemme til Mejlgade For Mangfoldighed lørdag d. 14 maj !
Hjemvendt blog: Roskilde 2010 – og hvordan sidste nat gik fra ”perfekt” til ”uforglemmelig”.
Jeg skriver dette skrift omkring 24 timer efter at være kommet tilbage til hjembasen Lykkesholms Allé i Århus, hvor jeg faldt i søvn uden en eneste kiloJoule energi tilbage i kroppen kl. 17 i går, og vågnede kl. 9 i dag (16 timer alligevel :-o). Den sidste nat fra søndag til mandag på festivalen var for mit vedkommende så vanvittig, at jeg lovede samtlige mennesker jeg mødte på turen og færgen hjem simpelthen at skrive det ned mens jeg stadig havde det i kroppen, for det var for meget til at kunne fortælle i forbifarten. Da jeg heller aldrig fik blogget om min sidste uges tid i Ecuador, føler jeg det passer sig fint som afrunding på de sidste 4 måneders faboulistiske tur/ophold. Så here goes:
Lad mig først med glæde slå fast at til trods for et i første omgang lidt uimponerende musikprogram, lykkedes det faktisk ret tidligt line-uppet at stråle mere end forventet. Og med de 5 koncerter jeg så lørdag, og hvad jeg hørte fra folk generelt, var det faktisk et virkelig tilfredsstillende år med musikken – jeg så mange koncerter helt og aldeles æddru (!) og gik derfra med en virkelig god fornemmelse i maven alle gange. Og da Prince lukkede festen søndag aften foran 60-70.000 skrålende og hæse stemmer med Purple Rain mens solen gik ned over en helt HELT smadret festivalplads og jeg stod med tårer ned af kinderne og dansede med armene om skuldrene på to fremmede mennesker, var det endda uden at være særlig Prince-fan i forvejen, men alligevel med en stemning af at målet var helt og aldeles fuldt – festivalen var slut og det havde været en uforglemmelig begivenhed på hele 9 døgn = den længste i festivalens historie.
Derfor var det også at jeg er nødt til at gå fra karakteren 12, til et godt gammeldags 13-tal når jeg inkluderer hvad der derefter udspillede sig natten til mandag. Natten, hvor mindst halvdelen af festivalens gæster vælger at sige farvel og tak, pakker deres telte og smutter hjem til et helt andet sanitets- og støjniveau imens tid endnu er. For denne nat er nemlig legendarisk kendt som der hvor man kan risikere at få plyndret eller ligefrem ildspåsat sit telt. Hvilket heldigvis stort set IKKE skete i år. Jeg har aldrig oplevet denne nat rigtigt, og jeg tror egentlig også jeg havde det på samme trætte måde som alle dem der tog hjem, træt efter 8½ døgn på dyrskuepladsen, men skæbnen ville det anderledes.
For efter Prince tog jeg en papvin i hånden fra lejren og gik med den absolut dejligste og mest gakkede gut Phillip (se billedet med sømandskasket) fra Testrup Højskole E09 op til Arena for at dyrke den sidste times ”Arena goes Cumbia” kl. 01.30. Her kommer vi ind og folk er rimelig døde, men til sidst ender det faktisk med at vi danser ret heftigt rundt og forlader teltet kl. 3.30 da musikken stopper. Udenfor er der opstået spontant stomp på diverse skraldespande blandt 10-12 overgearede festival-gæster, og det larmer så meget at der til sidst kommer 8 vagter løbende og jager dem væk. I selvsamme nu kommer min gode ven Frederik Hausschulz (fra Testrup også) ud fra mediecampen, hvor han har siddet og drukket gratis fadøl siden Prince gik af 3 timer før. Han slutter sig glad og overgearet til Philip og jeg, og eventyret begynder. Vi forlader festivalpladsen og foretager så ellers en vandring/tågning altimens solen først farver himlen fantastisk lyserød, orange og til sidst står op - fra området L i øst kl. 4 over til C i vest hvor vi lander kl. 9. Jeg vil nogenlunde kronologisk forsøge at remse op hvad jeg husker fra natten. Natten, der røg ind som ABSOLUT NR. 1 i mit liv over festival-nætter. Competition is none, jeg tror det er én af de gange jeg har grinet mest i mit liv. Her kommer det, værsgo at se det for jer:
Vi snakker Frederik der danser rundt i en skjorte gennemsølet i makrel og tomat, med en flækket læbe der bløder i hele ansigtet fordi han løb ind igennem et telt og fik svirpet en lang tynd teltstang op i fjæset så vi trillede rundt på jorden af grin. Vi snakker noget med en gut der efter at have stage-divet ned i en kæmpe bunke med brugte pavillon’er løber væk næsten nøgen kun iført leopardgamacher, ja-hat-vikingehjelm på hovedet og en stjålet sikkerhedsvest på overkroppen og en prustende sikkerhedsvagt med smøg i munden der jagter bag ham mens omkring 30 personer står og hujer og hepper, og vagten dog til sidst giver op da gøjleren er helt ude i horisonten. Eller hvad med dette her telt jeg bare måtte tage et billede af:
Vi snakker et besøg hos samaritterne der storgrinende giver Frederik vådservietter til hans sår, som jeg - idet han forsøger at forklare hvor han har det (nemlig på læben) - tilføjer at det sidder: ”på peeeeken”, og den ansvarlige sygeplejerske tager det med straight face og siger ”ej, det lyder da slemt er det noget vi må se” og resten af teltet er ved at eksplodere af latter. Der var noget med en tvangs-druksession hos en lejr med 20 færinger der griner af at vi snakker noget så fjollet som dansk - og har sprættet en sækkestol ud over det hele så det ligner sne på jorden. Det er da vi vælter ned af en skrænt - 4 gange - og stadig synes det er sjovt at løbe uden at have balancen. Vi snakker da vi spiller improviseret stomp sammen med to festival-vagter på henholdsvis maracas, kastanietter, plastiktrompet og badmintonketsjer som luftguitar, som det ses i denne video: ( http://www.facebook.com/#!/video/video.php?v=443327765782&ref=mf )
Vi snakker da vi skyder længde-skydning med nogle grahamsboller og badmintonketsjeren ud i en sø. Det er da en person hvis navn ikke nævnes her vælger at lave et meget spektakulært toilet-besøg - midt i det hele - og vi ca. griner i 8 minutter i træk af det, sammen med de forbipasserende og dybt hovedrystende vagter. Det er da vi møder nogen der havde fundet en kasse Påskebryg på flaske (!?!), som deles ud til højre og venstre. Det er fx også da vi bliver jagtet af beredskabsstyrelsen i en orange jeep (!!) og der til sidst springer en meget stor skaldet gut ud og utroligt venligt og smilende - men dog bestemt - får overbevist os om vi ikke alligevel skal tage det tomme telt med os vi lige havde fundet. Det er da vi møder 3 gutter der har hamstret samtlige luftmadrasser i område G og ligger som i et bjerg der minder mest om Onkel Joakims pengetank og sover den ud.
Det er da vi møder 5 gutter der deler ud af gratis sprut fra et helt badekar med flasker, og vi bla. tvinges til et halvt glas vodka indtaget suget op i tampon (!?) - og derefter får to Cosmopolitans i fulde fadølskrus at skylle ned med. Det er da jeg mister et par af mine bedste solbriller fra Italien - men finder nogle nye leopard-wayfarers som jeg faktisk synes er endnu nicere. Vi snakker da vi går totalt i koma og triller rundt på en luftmadras af grin over at mit digital-ur fra Peru der plejede at kunne sige klokken på spansk pludselig går total i selvsving, siger mærkelig lyde og viser at klokken er ”27:83” og nægter at virke igen selvom jeg reset’er det. Det er da jeg mister selvsamme ur efter et aldeles vanvittigt nøgent cold-shower kl. 8 om morgenen og vi leder meget interesserede efter det i shower-containeren hvor der står to topløse piger og ikke aner hvad vi snakker om. Vi snakker syltetøj udover det hele da en meget sur norsk dame kaster en hel pandekage med indhold lige i fjæset på Frederik fordi han kommer til at slå den anden pandekagetallerken ud af hånden på hende (noget Frede i øvrigt var meget ked han gjorde, men som vi simpelthen ikke kunne nå at sige undskyld for da hun løb ekstremt hurtigt væk). Det er da vi prøver at finde et sted at sove bare en smule kl. 9.30, men solen på dette tidspunkt bager over 30 grader og vi derfor kun bekymrer os om at pendulere op til vandposten for ikke at dehydrere. Vi snakker to vildtfremmede tøser vi hjælper med at slæbe en pavillon op til tårn C, hvor Frederik overbeviser nogle svenskere om at man ikke kan få penge tilbage for sin pavillon hvis der er graffiti på den. Det er da vi endelig kommer tilbage til lejren, hvor folk er stået op og Frederik til sidst går kold i et telt og jeg ikke kan finde ham igen da vores mobiler er tør for strøm....... Jo tak, det var en god nat, og dette er så blot den del af det som undertegnede husker. Slutteligt er der lige dette billede, der dog er fra søndag morgen (altså et døgns tid før), hvor jeg i øvrigt også tror folk havde det ret sjov. Ham her gik vi forbi og måtte hjælpe fri da han vågnede med at ”arj, helt ærligt....” - efter vi dog først lige havde brugt 3 hele minutter på at grine ud:
Under min rejse i sydamerika fortalte og skamroste jeg og også Søren rigtig meget Roskilde Festival, som vi glædede os meget til at komme tilbage til. Og det slog mig på et tidspunkt, at det var ret dumt hvor meget jeg egentlig glædede mig til Roskilde, når jeg nu rendte rundt i sydamerika og burde have det fedt dér. Men efter at være kommet hjem må jeg simpelthen konkludere at ikke et ord var for meget sagt. Denne begivenhed er virkelig noget at det bedste Danmark kan præstere, og jeg er virkelig glad for at kunne være en del af det og samtidig føle mig hjemme på samme tid.
Så TAK for et virkeligt brag af en Roskilde festival - i sandhed et sted mennesket slår sig løs.
Saa blev det tid til en sidste rejse-update. 3 uger siden sidst, og den har staaet paa en rundtur i det meste af Peru. Tiden er gaaet med over en uges ophold i Lima (af 2 omgange), et par dage i byerne Cusco og Arequipa med Nina, samt 4 dages trekking til hele kontinentets hovedattraktion: inkabyen Machu Picchu.
Og lad mig starte med at slaa det fast: Machu Picchu ER virkelig et uovertruffent sted. Den gamle inka-ruin i 2300 meters hoejde – bygget decideret paa toppen af et bjerg – ligner sig selv praecis fra alle turist-fotos, men det er alligevel fantastisk at staa der selv midt i det og kunne gaa rundt i ruinerne. For det er virkelig et stort sted, aldrig foer i mit liv har jeg brugt 12 timer (kl. 05-17!) paa at gaa rundt paa en turistattraktion. Og da stedet lukkede kunne vi stadig snildt have brugt mere tid paa omraadet. Isaer eftersom vi fik adgang til det saakaldte “Wayna Picchu”, der er det hoeje bjerg man ser i bagggrunden paa billedet. 300 meter hoejere, ad glatte og kringlede inka-trapper bygget i sten, kunne man klatre 45 minutters tid og naa op til toppen. Herfra foeltes det naermest som var man klatre ind i himmelen. Siddende paa blot nogle skarpe klipper med skyer flydende forbi én baade over og under var man omgivet 360 grader rundt af de groenneste bjerge og for foden laa saa selve inka-ruinerne. Folk der sad heroppe var i en meget afslappet og hengivet stemning, og vi blev der omkring to timer tror jeg, i sandhed et hoejdepunkt paa rejsen.
Turen var klimakset paa en 4 dages trekkingtur Nina og jeg tog, hvor vi foerste dag koerte paa mountainbikes ned af bjergene, derefter trekkede 2 dage gennem jungle og fik et lille stykke af den famoese Inca-trail ogsaa (som virkelig var imponerende, flere hundrede aar gamle sten-trapper langs enorme bjergsider igennem storslaaede dalstroeg - turen skal normalt bookes mange maaneder i forvejen). Et naevnevaerdigt pitstop var nok anden aften hvor vi efter 9 timers gaatur gennem bjergene alligevel endte med at gaa i byen (!?) i “Santa Teresa”, et junglestop med ca. 400 indbyggere der imponerende nok havde en slags diskotek, hvor 40 turister hjulpet af en Rage Against The Machine-glad DJ fik taget til at lette. Festen endte dog bogstavelig talt med et brag da vores irske kompagnon Collin forsoegte at svinge sig i dansegulvets UV-lysstofroer, der eksploderede og han selv faldt mere eller mindre bevidstloes til jorden. Han klarede den heldigvis uden yderligere skrammer, men festen var i hvert fald slut og vi naaede lige at faa 4 timers soevn inden den stod paa 8 timers trek dagen efter igen :D Alt i alt 4 rigtigt gode dage, der kulminerede saa fantastisk som det kunne paa Machu Picchu. Den sidste dag stod vi op kl. 3.30 for derefter at nat-trekke med pandelamper en time op af zig-zaggende inka-trapper til hovedindgangen, hvor vi var kl. 05. Vi tog toget hjem kl. 21 om aftenen og Nina fik endda overtalt mig til at gaa i byen da vi kom hjem kl. 2 om natten til Cusco, saa vi endte med at have vaeret vaagne i over 26 timer den sidste dag, party on (billedet her er fra Cusco kl. 6 om morgenen, endelig paa vej mod hostelet).
Saa Machu Picchu: ja tak! Derimod peruansk lommetyveri og deraf foelgende besoeg hos meget lidt samarbejdsvilligt politi paa stationen i Cusco: nej tak! For det var desvaerre hvad der skete dagen efter hjemkomsten til Cusco, den gamle inka-hovedstad, nu turist/goegler-magnet. Meget lidt udhvilede men alligevel spaendte, havde Nina og jeg koebt billetter til en koncert med den mexicanske rapgruppe “Molotov” dagen efter Machu Picchu - i den tro det ville vaere et fedt lokalt arrangement paa et mindre spillested af en art. Lokalt var det – men det viste sig at foregaa i “Jardin de las Cerverzas” (“Beer-Garten” om man vil) for det lokale bryggeri Cusqueña = 22.000 mennesker. Jeg havde uden at taenke ydeligere over det medbragt mit i Colombia indkoebte lommekamera og min pung, men under koncerten opdagede jeg ubehageligt nok at kameraet var vaek. Da ivaerksatte jeg en stoerre undersoegelse blandt de tilstaedevaerende, men opdagede saa til min raedsel kort efter at ogsaa min pung manglede fra mine bukser. Begge havde jeg haft dem i forlommerne som jeg altid goer til koncerter, endda ganske taette forlommer, saa jeg kunne udelukke at de skulle vaere faldet ud af sig selv. Men jeg matte sande jeg var blevet offer for usselt lommetyveri, suk! Gud ske tak og lov havde de ikke taget min mobiltelefon, saa jeg kunne direkte ringe og faa mit visakort spaerret. Og takket vaere gode anbefalinger fra Soeren havde jeg i sin tid oprettet et Mastercard ogsaa, som jeg efter noget skype-telefonering til banken dagen efter fik paa plads og oprettet til brug det sidste stykke tid hernede. Men saa skulle det jo lige meldes til politiet...
Besoeg paa politistation DEL 1 – hard knock life: Eftersom tyveri og deslige officielt skal rapporteres inden for 24 timer efter de er sket, lagde Nina og jeg vejen forbi politistationen omkring middagstid dagen efter. Her blev vi henvist til politistationen for turist-affaerer, og tog en taxa til den anden (og meget mere lokale) ende af byen. Ganske uforberedte paa hvad der ventede os gik vi ind i bygningen og blev anvist til kontoret for anmeldelse af tyverier paa anden sal. Daa vi kom gaaende op af trapperne blev vi anraabt af en gut i en blaa dynejakke uden noget synderligt politiantraek. Han spurgte hvad vi ledte efter og jeg svarede roligt at ville anmelde et tyveri. Herefter begyndte hvad der let kunne karakteriseres som et decideret forhoer, hvor samtlige af mine saetninger blev afbrudt eller decideret modsagt under mit forsoeg paa at forklare hvad jeg egentlig var kommet der for: Hvad, hvem, hvor, hvordan, jamen hvorfor, er du sikker, hvem saa det, hvordan synes du selv det lyder, hvad har du af beviser? og jeg kunne blive ved. I loebet af 2-3 minutters snak stod vi mere eller mindre og bare ville vaek derfra, samtlige af mine forklaringer og beskrivelser var blevet mistaenkeliggjort og der var ikke engang tale om at han ville lade os komme ind paa kontoret. Jesus christ. Det forstaaes at en mand i et saadant embede ikke er nogen mild roomservicetjener, og der skal selvfoelgelig spoerges skarpt ind til hvad anmeldelsen drejer sig om. Men hvad vi maatte staa igennem her var for meget af det gode. Topmaalet var da jeg et stykke inde i “forhoeret” naevnte at jeg ikke kun havde faaet stjaalet min pung, men ogsaa mit kamera. Dét var alligevel for meget for den kaere embedsmand: “Var der nu ogsaa et kamera! Nej, det er for groft, det skulle du have sagt fra starten (50 sekunder foer) af. Det kan du ikke sige nu, det er for sent. Tror du ikke jeg har hoert den slags foer”. Som en tidligere knap saa hyggelig taxa-oplevelse en maaneds tid foer for mit vedkommende manglede jeg desperat et publikum at kigge ud til. Dette var i dette tilfaelde tilstede i form af Nina, der saa paa mig med meget bekymret blik og foreslog om vi ikke bare skulle fordufte inden der opstod deciderede problemer. Som sagt saa gjort, farvel og u(!)-tak til den peruvianske Mr. Bad Cop aka Hr. Suresen.
Besoeg paa politistation DEL 2 – Candyland aka den omvendte verden: Tilbage paa hotellet fik jeg nu fat i mit forsikringsselskab og forklaret dem situationen, de heldigvis loed til at vaere forstaaelse for, saa jeg maaske endda kunne faa lavet en skadesrapport tilbage i Danmark uden den normalt noedvendige politirapport. Det var jo en glaedelig nyhed. Saaledes med intet rigtig at miste fandt jeg nu min kvittering frem paa mit kamera, og tog endnu en taxa – denne gang alene – tilbage til stationen for i det mindste at anmelde tyveriet af mit kamera (pengene bad han mig praesentere et bank-udtog som bevis paa at have haevet, som jeg ikke havde). Anyways, det korte af det lange: jeg kom tilbage med min kamerakvittering og gik op paa samme etage. Hvad fandt jeg her: et aabent kontor med to yngre damer, der sad bag hver deres computer og hoerte Shakira og chattede paa MSN. Naa men hvad ville jeg her, jeg ville anmelde et tyveri. Jamen, det loed da fint, hvis blot jeg ville saette mig ned og skrive i rapporten hvad der var sket (...). Og saaledes gik det til at jeg SELV SKREV en A4-side politirapport paa spansk i haanden og de to peruanske politidamer/sekretaerer sang hoejlydt med paa Shakira, chattede videre paa computerne og udenfor paa markedspladsen var der fyldt med glade Cusco-boernefamilier der sang og dansede til denne loerdags karneval mens solen gik ned over bjergene i horisonten [indsaet selv ironisk kommentar]. Efter Cusco tog Nina og jeg til Perus naeststoerste by Arequipa, kendt som “den hvide by”, pga sin brug af hvid granit (ved navn sillar) til beklaedning af mange af byens centrums huse. Her var ganske flot, og vi brugte et par dage paa at tulle rundt i det gamle centrum, se et kloster (der naermest var en hel by i byen) og spise frokost paa en fanstastisk tagterrasse, med udsigt over byens smukke Plaza de Armas og sneklaedte vulkaner i horisonten, ikke daarligt. Den sidste dag tog vi en éndags-tur til den saakaldte Colca-dal, hvor vi tog til “Cruz del condor”, kondor-passet. Her stod vi pludselig sammen med ca. 300 andre europaeiske turister paa ca 40 kvadratmeter, men det var stadig imponerende da de enorme fugle kom flyvende lige hen over hovederne paa os kl. 9 om morgenen (vi var staaet op kl. 02.30 for at naa det. Zzz). Under opholdet i Arequipa var Nina og jeg sammen med de to gaeve gutter Martin og Nicolaj, og vi spiste sidste aften paa en meget laekker marrokansk restaurant, inden jeg tog afsted alene mod Lima igen, for at goere et stop paa vejen i byen Ica. I Ica kunne man nemlig staa paa saakaldt “sand-board”, dvs snowboard i sand-klitter, og det loed jo rimelig fedt. Det var det imidlertid ikke :D Efter at vaeret blevet indkvarteret (i ordets militaere forstand meget rammende) paa... hvad der nok maa tage prisen for det vaerste hostel jeg er stoedt paa i mine 3 maaneders sydamerikarejse, var jeg allerede lunken ved foretagenet. Et 25-mands dormitorium i en lang gasbeton-hal uden nogen form for afskaermning af nogen art, med toiletfaciliteter der mest af alt mindede om et faengsel for “kun” 20 soles. Jeg forsoegte at ignorere omgivelserne og lejede et sandboard (med nogle hjaelpeloese bindinger af velcro), kravlede op paa toppen af en af klitterne (de var til gengaeld flotte) og forsoegte at staa ned af skraaningen uden det store held. Jeg sank hele tiden sank ned i sandet. Jeg moedte ogsaa en canadisk pige der endda havde et aegte snowboard paa. Hun var ogsaa slemt utilfreds med forholdene, og vi blev enige om at det vist aldrig ville kunne hamle op med snowboard, for slet ikke at tale om ski (hej Henrik :P). Saa jeg vaeltede/gled/kravlede ned til bunden af bakken, leverede mit faetter-B- kvalitets-board tilbage, tog en hurtigt beslutning (og et farvel-billede for at forevige min parodi paa et hostel) og forlod byen med retning mod Lima. Lima som jeg kendte fra en uges ophold 14 dage tidligere og aerlig talt havde det bedre med at tanken om at skulle sove i. Og det var heldigvis den rigtige beslutning! Jeg ankom til det centrum af kystbydelen Miraflores i Lima kl. 23 om aftenen, checkede ind paa det samme hostel jeg havde vaeret paa en maaneds tid foer, der havde ordentlige sanitets- samt sengeforhold (og bordfodbold) og gik derefter over i det doegnaabne supermarked Metro og koebte min nye favorit peruanske snack-maaltid: ciabatta-broed med avocado, salt og tomat :) Paa vejen tilbage stoedte jeg saa endda paa min nye veninde Denisse, jeg havde moedt gennem Couchsurfing 2 uger foer. Og maaske var jeg bare ekstra traet, men den aften sov jeg paa hostellet i den bedste seng jeg har haft i sydamerika siden Soeren og jeg boede paa 5-stjernet hotel i Caracas – ahh.
Dagen efter kom Nina til Lima, og vi tog sammen til bydelen Surco, en meget lokal del af Lima, hvor jeg sidste gang havde boet 3 dage hos de fantastiskste gutter Jorge og Moises der henholdsvis laeser til engelsk/fransk-oversaetter og kok. Jeg moedte Jorge gennem Denisse, der gaar i klasse sammen paa universitet “Ricardo Palma” og var foerste gang alene med dem ude paa universitetet og sad med mens hele aargangen diskuterede navneforslag til deres afgangshold i 2 timer. En ganske fed oplevelse at komme inden for murene paa et sydamerikansk universitet! Og det var vitterligt naesten som at vaere hjemme igen da Nina og jeg traadte inden for doeren i “Los Portales de Surco” (stedet med den laengste adresse i verden, det tog taxa-chauffoeren over 1 time af finde). Her blev man moedt med simpelthen den stoerste gaestfrihed paa vor jord, og loerdag middag fik vi den stoerste, flotteste, laekreste peruvianske frokost med ceviche (raa citronmarineret fisk) og de mest velsmagende friterede blaeksprutte-“nuggets” med tilhoerende aegge-hvidloegs-purloegs-salsa. Altsammen lavet fra bunden, koebt paa fiskemarked. Vi var i den syvende himmel. Samme aften kom vi med til en fra universitetsholdets 23-aars foedseldsdag, i en villa med pavillion i haven og snacks saa det mindede mest af alt om en studenterfest. Nina havde koebt 50 glowsticks i en spoeg og skaemt-butik same eftermiddag som vi delte ud – og det var et kaempe hit :) Hermed saettes en meget stor fed streg under det faktum at couch-surfing kan slaa en hostel-rejse med saa mange hestelaengder. Et sted fandt jeg klistermaerket med et LonelyPlanet-affilieret slogan: “Traveller not tourist”. Jeg vil tillade mig at slaa et slag for sloganet “Visitor not traveller” i stedet. Altsaa, med vaegt paa at vaere besoegende, og komme ind under huden paa stedet man er. Og det staar endnu skarpere frem i kontrast til hvor mange backpackere jeg har moedt paa hostels i andre byer, der vitterligt fraraadede mig at tage til Lima. Hvor er jeg glad for jeg trodsede disse advarsler! Og selv oplevede byen. Ja, den er virkelig rodet, og der er alt alt for mange biler og ingen ordentlig offentlig transport. Men folk her kender de gode og hemmelige steder der nu trods alt er mellem alle de halv-faerdigtbyggede bloke (saa byg dog faerdig! :D), og i de lokales foelgeskab har disse to Lima-ophold vaeret de menneskelige hoejdepunkter af min rejse.
Mine ambitioner med at komme paa denne tur var oprindeligt at forbedre mit spanske, maaske moede nogle lokale musikere, samt generelt at goere det til en dannelses/udvikslingsrejse der kunne bygge til mit verdensbillede (jaja, store nok maal). Ikke alt er gaaet som forventet, men jeg kan alligevel godt sige jeg er tilfreds med hvad jeg har naaet. 2 uger som frivilligt arbejdende paa hospital i Huancayo var med til at tage pusten ud af den lige lovligt letlevende backpacker-mentalitet og give en serioes saltvands (eller maaske rette Andes-muldjords)-indsproejtning, og en foelelse af faktisk at have et tilhoersforhold til hvor benene var plantet i jorden. I Huancayo fik jeg faktisk ogsaa indspillet en sang i et studie, omend paa dansk hehe. Og den foerste uge i Lima i midten af maj fik jeg e-mail-indfiltreret mig ind i studiet paa en lokal hiphop-radio, for den stoerste peruanske hiphop-hjemmeside www.Rapealo.com. Jeg havde regnet med at skulle tale om den spanske hiphop-verden kontra den skandinaviske, men endte mest med at fortaelle generelt hvad jeg havde set i Peru og om jeg skulle til Machu Picchu osv hehe J Til gengaeld fik jeg dem til at spille nogle af mine sange fra www.youtube.com/julaweric direkte i aeteren, bla. den tyske “Mehr als funky” (hej Rebecca :D), hvilket var en mega fed oplevelse.
Personligt tester sydamerika ofte ens taalmodighed og viljestyrke paa andre maader end de hjemlige himmelstroeg goer det. Det giver, hvis man tackler det rigtigt, et blik for at se lettere igennem de smaa ting og fokusere paa det vigtige her i livet. Nemlig om man har det godt, og ikke om man faar 2 eller 3 kroner tilbage i byttepenge. Om man kan aande frit, og ikke om man er online paa facebook inden for de naeste 20 minutter. Om man er der hvor man vil vaere, med de mennesker man vil vaere i selskab med. Omvaeltninger kan indeholde mange fordele, og hjaelper til med at oege bevidstheden om éns plads i tilvaerelsen. Jeg er ikke den samme person som jeg var for et aar siden. Isaer mit ophold paa hoejskole, men ogsaa denne rejse har vitterligt aendret mit syn paa verden og min opfoersel over for den. Vive mientras puedas. Lev mens du kan. Hep - lommefilosofi for alle pengene muligvis, men der er stadig utrolig meget at relatere til naar jeg overvejer betydningen af de ord, saa jeg vil tillade mig at lade dem staa.
Jeg har nu praecis en uge tilbage inden jeg lander i Danmark, og de skal bruges i Ecuador hvor jeg just er ankommet for 6 timer siden I Guayaquil, landets stoerste by ved kysten.. Jeg flyver ud af hovedstaden Quito soendag aften, gaar glip af Danmarks foerste VM-kamp mens jeg sidder over atlanten (flot booking Hr. Barloese Jacobsen) og er halvanden dag i Spanien inden jeg lander i Tirstrup d. 16 juni. Jeg ser frem til den sidste uges eventyr her i aekvators eget land, men jeg kan heldigvis ogsaa sige jeg glaeder mig til at komme hjem :)
Rejseblog: Peru - og hvordan jeg genfandt Ja-hatten.
Saa er der gaaet snart 3 uger siden sidst, og der er sket en del. Det hele kan let deles ind i 3 dele: 5 dages rejse ned gennem kontinentet fra Medellin i Colombia til Lima i Peru (inkl en weekend her), 1 uge som frivilig paa hospitaler i byen Huancayo sammen med 11 fantastiske amerikanere fra Florida og til sidst 1 uge som frivillig selvsamme sted – uden amerikanerne, og en del kedeligere.
Men foerst en generel betragtning om at rejse, og da at rejse er at leve vel saadan set ogsaa om livet. Hvor handler det dog bare om at vaere aaben over for det anderledes, og kunne se potentialet i nye tilstande. At se mulighederne i nyt land, i stedet for at fokusere paa manglerne i forhold til det gamle. At gemme de negative kommentarer til man virkelig er sikker paa om det hele er saa skidt. At proeve at GIVE, i stedet for kun at forvente at FAA og saa blive utilfreds fordi alt ikke er Tivoli Friheden fra foerste oejeblik. At kigge de mennesker man taler med i oejnene, ogsaa selvom man kun lige har moedt dem. At vaere opbyggelig, fordi man VED det giver igen. At have det sjovt, og se tingene i det store perspektiv, nemlig: vi er her lige nu, saa lad os dog for alt i verden lade de smaa ting ligge og nyde oejeblikket. At give nye personer the benefit of the doubt, lade tvivlen komme dem til gode mindst de foerste 10 gange foer man doemmer dem. At se mulighederne i menneskelige relationer, igen og igen og ikke blot fortraekke til sit kammer. At gribe de mulighede der byder sig, fordi man derfor lever. Kort sagt: at have ja-hatten paa!
Og nu til rejsen: over 2000 km fra Medellin i Colombia til Lima i Peru foregik i intet mindre end 5 busser plus et utal af taxier mellem disse - for i alt mindre end 100 US Dollars. Det vil altsaa sige jeg kom over 2000 km for mindre end prisen af en returbillet Aarhus-Kbh med DSB. Naa, men lad os lade det ligge :D Turen ned gennem Colombia tog de foerste 24 timer, men blev tilbagelagt i selskab med min nye kompagnon Simon fra Stockholm. Bortset fra nogle faa halv-skraemmende syn af biler der var koert ud over kanten (!) paa de klippesider vores bus bevaegede sig ad, var det en rolig tur med utroligt flotte Colombianske landskaber. Paa 30. Time efter afgang fra Medellin ankom vi endelig til Quito, Ecuadors hovedstad 5 timer inde i landet, 2600 meter oppe. Her regnede det og der var aandsvagt koldt. Saa jeg besluttede mig at for at tage videre selvsamme aften, og som sagt saa gjort. Endnu en natbus 14 timers tid bragte mig hele vejen alene til graensen mellem Ecuador og Peru, hvor jeg til gengaeld fik en noget hektisk morgen.
Godt groggy, rejseudkoert og efter kun med noed og naeppe at have genvundet min sovepose som var fortsat med bussen fra immigrationskontoret foer graensen til centrum af byen Huaquillas blev jeg moedt af en ganske flink ung taxachauffoer der hjertens gerne ville hjaelpe mig med at komme til byen Tumbes paa den anden side af graensen saa jeg kunne tage min sidste 18-timers bus til Lima i Peru. Vi skulle dog foerst gaa over en bro for at krydse graensen til fods gennem noget af det mere gedemarked-agtige frugt,tQj,kQd-og-andet-tingeltangel-bods-fyldte graenseby jeg laenge har set. Og bag nogle af disse boder holdt hans ”taxi” saa, hvori en aeldre chauffoer sad og ventede. Han paastod det var hans far. Godt bagt af morgensolen med fuld oppakning satte jeg mig ikke desto mindre ind og glaedede mig til at komme frem til min sidste bus.
Herfra begyndte krejleriet til gengaeld for alvor: med paaskud pegene paa hvad jeg senere fandt ud af blot var en kvittering for indrejse i landet begyndte den unge af de to chauffoerer i bilen at fable om jeg skulle tage alle mine penge frem saa politiet kunne se sedlerne naar vi koerte forbi. Jeg var paa dette tidspunkt godt svimmel og traet og kunne vist godt bruge en taar vand eller ti, men jeg forsoegte blot at ignorere og snakke uden om. Gutten blev dog ved med at snakke og konstant bede mig om at tage alle mine penge frem og give ham dem i haanden saa han kunne ”vise dem til politiet, saa ville det hele gaa meget hurtigere”. Efter ca. 15 gange at have ignoreret hans taageri slog det mig endelig at jeg jo saadan set VAR i landet Peru, saa hvad i alverden skulle det vaere for kontrol han snakkede om? Hmm. Omtrent samtidig blev de to chauffoerer saa tilpas utaalmodige at de stoppede bilen, og sagde at saa maatte jeg selv finde ud af resten herfra. Mit held var dog at vi paa davaerende tidspunkt faktisk var i Tumbes hvorfra jeg skulle tage min bus, og endda lige ved busterminalen. Fint, taenkte jeg, det finder jeg nu nok ud af. Saa manglede kun spoergsmaalet om betalingen. Jeg mente prisen havde vaeret opgivet til ca. 8 peruanske ”soles” dvs. Ca. 3 US dollars. Men ak.
Det mente farmand bag rattet nu ikke. Han forlangte prompte 90 soles, dvs godt 35 US dollars. Her skal lige holdes i mente at taxaer er ekstremt billige langt de fleste steder i sydamerika, saa det ville vaere aabenlyst for selv den mest blaa-oejede turist at dette beloeb ingen mening gav. Jeg taenkte jeg maaske nok kunne give lidt ekstra udover de 3 dollars jeg havde regnet med, saa jeg foreslog 5 US dollars, mens farmand nu kun forlangte 20 US dollars. Jeg sagde 10, velvidende det nok var i overkanten og holdt paa det var mit hoejeste bud. Den gik de saa pludselig med paa. Men men men. Det skulle jo ikke gaa saa let. Da de saa min noget kroellede og svedige 10-dollarseddel fra min bukselomme gispede de begge i kor saa man skulle tro de havde set kristi genkomst. ”Den her seddel kan vi altsaa ikke tage imod, det er ikke gode penge”. Jeg havde heldigvis en anden i lommen og tog den op i stedet, haabende der nu endelig ville komme en ende paa denne svada. Men nej, der var en blaa ”plet” paa sedlen, det gik ikke.
Velvidende de nok var ret ligeglade forsoegte jeg ikke desto mindre at forklare dem om hvorvidt penge nu engang var penge der hvor jeg kom fra. Og at i Danmark ville man ikke finde folk der brokkede sig over andet end deciderede itu-revne sedler. Det hjalp selvfoelgelig ikke. Den ene efter den anden historie om deres syge moster var svarene jeg fik tilbage, og jeg begyndte at foele mig raadvild. Men heldigvis! I samme nu kom jeg i tanke om jeg havde en 10-dollarseddel i min baeltepung paa maven hvor alle mine 200 US dollars var gemt. Jeg hev den stolt frem, og gjorde paa forhaand opmaerksom paa at den var taget DIREKTE fra en bankautomat i Quito dagen foer, saa de kunne lige vove paa at brokke sig over dens eventuelle ”fejl”. Men ak. Det ene af hjoernerne var en smule flosset – og det var nok til en ny omgang brok. Paa et tidspunkt foreslog faderen i foerersaeddet saagar at jeg gav ham en af mine 20-dollarsedler, og saa kunne faa to fem dollarsedler igen. Meget modvilligt gik jeg med til ideen, lige indtil han fremholdt to begge iturevne laser der var tapet (!) sammen paa midten. Jeg manglede desperat et kamera at kigge ud til. I forvirringen havde chauffoeren nu den flotteste af mine tre 10-dollarsedler i haanden paa forsaedet, og jeg saa mit snit til at rykke. ”Tak for turen gutter, I har mine 10 dollars nu, saa oehm... ja, ha´ det godt”. Med disse ord hev jeg baade backpack og skuldertaske til mig paa bagsaedet og steg ud af bilen. Heldigvis uden de valgte at foelge efter mig. Herfra stormede jeg direkte ind paa busterminalens billetkontor og var vist meget kontant i min henvendelse (que no me jodas!) til damen bag disken, inden jeg fik koelet ned og bestilt mig min billet til Lima. Bussen gik heldigvis foerst 3 timer efter saa jeg kunne naa at faa mig et bad og noget frokost, samt 2-3 liter vand. Vaya viaje! Hele denne oplevelse endte jeg med at skrive ned paa spansk rimform til en rap. Saa der er vel ikke noget der er saa galt at det ikke er godt for noget - eller noget :) Videoen kan ses her:
Det skal lige naevnes at jeg senere saa den officielle pris for taxaer paa den straekning jeg havde taget, og den var ca. 8 US dollars. Saa jeg haaber de var glade for at have brugt 25 minutters snak paa at faa de ekstra 12 kroner ud af mig :D Turen til Lima herfra gik fint og roligt (den mest luksurioese bus jeg har vaeret i i mit liv). Loerdag morgen kl. 8 ankom jeg til saa til Lima efter at have startet ud tirsdag aften kl. 22 i Medellin. Her brugte jeg saa halvanden dagstid, hvor jeg sov en nat paa et hostel der ”desvaerre” var booket helt ud saa jeg sov gratis paa en sofa paa deres tagterasse J Soendag aften d. 2 maj tog jeg saa natbussen til Huancayo, Perus 4. Stoerste by med 400.000 indbyggere, hvor jeg havde tilmeldt mig 2 ugers frivilligt arbejde paa et hospital. Et valg jeg traf i et forsoeg paa at finde hold i noget reelt lokalt liv, og komme saa langt som muligt vaek fra den efterhaanden alligevel til tider for overfladiske backpacker-jeg-skider-egentlig-paa-hvor-jeg-er-bare-der-er-nogle-andre-engelsktalende-i-min-Lonely-Planet-boble-saa-vi-kan-tage -coke(yeah I said it!)-og-snakke-om-vores-facebook-status-typer. Selvfoelgelig er det fedt at moede andre rejsende, oftest lige saa fedt som at moede lokale – men, naar man kan rejse gennem et helt spansktalende kontinent og kun tale engelsk ”home-plus” saa foeler jeg ligesom der er noget galt.
Saa op i Andesbjergene til Huancayo med mig, og jeg kunne vist ikke rigtigt vaere kommet mere ud i det lokale end da jeg ankom 3100 meter over havets overflade, 7 timer inde i landet mandag morgen kl. 6.30 i en by med beton paa vejene hvor der bare lugtede af lejrbaal overalt :D Da jeg tog en taxa hen for at finde min destination ”Carisma Peru” og indsaa at det var psyko-koldt (jeg havde min jakke paa for anden gang i loebet af 2 maaneder) naaede jeg vist at taenke en enkelt gang hvad i alverden jeg havde gang i, jeg var da taget til sydamerika for at vaere et varmt sted! Og her var virkelig koldt. Men hvad der dog ventede mig af varme da jeg kom inden for doeren... Mandag morgen kl. 7 traadte jeg ind i et koekken med 13 unge mennesker, 11 af dem klaedt i laege-overtraekstoej i groenne og blaa farver. Det var en gruppe amerikanske ”pre-med´s” fra university of Florida, de fleste af dem af indisk afstamning, men alle paere-amerikanske og det var ret meget som at springe direkte ind i et afsnit af komedieserien ”Scrubs”. Efter en hurtig morgenmad bestaaende af peruansk broed med avocado paa, fik jeg en kittel i haanden og blev sendt med de tre soede piger Jazzmine, Sabita og Madhu ud til ”Puesto salud de Huari”, i udkanten af byen. Her var ikke tale om et hopsital, men naermere en modtagelsespost for peruanske moedre, og selve bygningen med sine 10 rum husede et par doktorer og en sygeplejerske. Vi fik lov at se paa konsultationer hos doktorinden, og hjalp til med at maale, veje og kontrollere udviklingen af reflekser og motorikken hos de smaa og utroligt soede peruanske babyer, samt endda give dem de noedvendige vaccinationer. Altsammen foregik det paa et meget jordnaert plan, og efter dette kom vi med sygeplejersken ud og gaa i det omkringliggende nabolag. Der var nemlig vaccinationskampagne, saa vi gik simpelthen doer til doer og spurgte efter boern paa under 5 aar, og derefter om de nu havde faaet de noedvendige vacciner. Det viser sig vist at det var et af Perus allerfattigste omraader, og det forbavser mig ikke for de forhold folk levede under her lod en del tilbage at oenske. Men ikke desto mindre var mange af moedrene ved ganske godt humoer, og det var en meget specielt og fornoejelig oplevelse at gaa rundt i mellem majsmarker og de aldrig helt faerdigtbyggede huse, hvorfra de karakteristiske hatteklaedte damer hilste med deres boern bundet i et taeppe paa ryggen. Gaaturene var utroligt smukke gennem den hoejtbeliggende dal, og mine bekymringer om at holde varmen blev straks gjort til skamme eftersom solen braendte fra en helt skyfri himmel hver eneste dag, saa meget at pigerne var noedt til at baere nogle fine solhatte – og jeg fik lov at beholde min kasket paa :D Saadan gik de foerste tre dage, da vi kom hjem havde jeg spansk-undervisning med husmoderen og arrangoeren Elizabeth, og om aftenen spillede vi kort og andet aedrueligt sjov 13 mennesker i en lille dagligstue til kl. halv 3 om natten, inden vi roeg til koejs og op igen kl. 7.30 og ud paa de forskellige klinikker og hospitaler. Torsdag og fredag var vi paa en anden og stoerre klinik med moedre der lige havde foedt og det var heller ikke smaating vi fik indsigt (og fingrene!) i. Livet hjemme i huset hvor vi boede var pakket fra morgen til aften. Mandag aften var biograftur, tirsdag aften en tur i bypark inden vi laerte peruanske drikkespil til sent om natten, onsdag aften gik vi paa diskotek til klokken umulig om morgenen, torsdag aften boed paa en tur med udsigt over hele byen og mere kortspil til langt ud paa natten – og saa fredag var det tid til en tur gennem den utroligt smukke dal paa intet mindre end hesteryg! Hverken amerikanerne eller jeg havde proevet det foer, saa det blev en ganske stor oplevelse, og som med alting her i sydamerika (laes bla. Paragliding ”kom saa loeber vi ud over klippen, saa koerer det”) blev man bare kastet ud i det uden hverken instruktioner eller sikkerhedsforanstaltninger. Hvilket jo var herligt paa sin egen maade, men faktisk endte ret fatalt da den hurtigste af hestene red afsted med én af amerikanerne der endte med at falde af og slaa sit hovede saa han maatte syes med 8 sting. Han har det heldigvis fint nu skal lige siges, og klarede det utrolig flot. Udover hesteridningen fik vi ogsaa en ganske kraevende klatretur ud af det, igennem et grand canyon-agtigt landskab der var hele turen vaerd. Samme aften boed selvfoelgelig paa en gang afskedstur paa diskotek og jeg kunne ikke lade vaere med at staa med op naeste morgen kl. 7 og tage med til busstationen og sige farvel til disse dejlige mennesker. Jeg haaber meget at kunne besoege dem i Florida hvis jeg nogensinde kommer til USA. Da jeg gik i seng loerdag aften kunne jeg taelle sammen til ca. 17 (!) timers soevn i loebet af 6 dage. Men what a ride. En uge jeg aldrig vil glemme.
Den sidste uges tid var stille og rolig, jeg har haengt ud med de to britter Alice og Gautham der er frivillige engelsklaerere, og aldrig talt saa meget britisk i mit liv, samt set engelske film og spist continental breakfast. Ironi ironi ironi. Loerdag havde vi dog den fantastiskste tur til et punkt kaldet Huaytapallana. En gletscher 5557 meter (!!!) over havets overflade, der blev besteget paa et par timer i den mest aandenoedsfremkaldende luft jeg nogen sinde har vaeret i i mit liv. Det var et vanvittigt syn med ganske fantastiske groenne og brune bjergtinder, turkise soeer med smeltevand og saa midt i det hele en kaempestor skipist af en gletscher, der begyndte lige saa brat som den endte til begge sider. Vi naaede hele vejen op paa den - kastede snebolde og kaelkede paa en plastikpose, tog nogle fantastiske billeder og spiste picnic. Konstant mistede man vejret pga. den hoeje bjergluft, men det var saa sandelig ogsaa et breath-taking, bjergtagende syn at se ud over flere hundrede af Andesbjergene. (hertil SKAL siges at jeg straks fik abstinenser efter at staa paa ski, saa selvom jeg har igonoreret mine indre droemme om at blive skibums dette aar bliver jeg simpelthen noedt til at goere noget i den retning paa et tidspunkt). Hele dagen kostede os ikke mere end ca. 100 kr og turen roeg helt sikkert direkte ind paa min top-3 over fedeste ting jeg har oplevet hernede. Ganske utroligt. Samme aften spiste vi kinesisk til aftensmad (noget af det populaereste her i Huancayo) og var paa diskotek til kl. 6 om morgenen. Noget af en dag
I aften gaar turen mod millionbyen Lima igen, for at komme til turistcentret Cuzco om en uges tid, hvor jeg skal moedes med fellow Testrup´er og sydamerikarejsende Nina og se turistattraktion no. 1 inca-byen ”Machu Picchu”. Det bliver vanvittig fedt er jeg sikker paa J Inden da skal jeg dog vist lige en tur til byen Ica syd for Lima og bruge en dag eller to paa at staa paa ”sandboard”, som jeg har faaet anbefalet meget. Det handler kort sagt om at de har en haandfuld store sandklitter i en oerken, og saa staar man paa en slags snowboard ned af dem og haaber paa man ikke falder. Det glaeder jeg mig vist rimelig meget til at proeve. Indtil da, hav det godt. Jeg glaeder mig til at komme hjem om en maaneds tid engang, men bliver lige haengende her lidt endnu :)
Her en lille opdatering fra min nye yndlingsby Medellin i Colombia (kaldet byen med det evige foraar, tjek den evt paa wikipedia). Det er nu en uge siden Soeren tog videre til Asien for at nyde sine sidste 6 uger i udlandet. Selv har jeg nu 7 uger tilbage inden jeg flyver hjem fra Ecuadors hovedstad Quito. Siden sidste opdatering har destinationerne vaeret foelgende: en eventyr-laekker strand kaldet Playa Blanca, Medellin, hovedstaden Bogota og nu Medellin igen for mit vedkommende.
Playa Blanca var en ganske laekker oplevelse, hvor vi med en turist-faerge kom 3 timer syd for Cartagena til et helt forladt stykke Caribisk paradis af en strand. Her sov vi i haengekoejer for 15 kr pr. Nat, badede i turkisblaat hav med perfekt temperatur fra morgen til aften, kun afbrudt af boglaesning og naar vi spiste fisk fanget i selvsamme hav, tilberedt af de lokale. Ikke daarligt maa man sige. Laengere oppe af stranden var kysten dog forbeholdt et stoerre hotel-kompleks, og det forloed at resten af stranden ogsaa snart ville blive omdannet til dyrere hotel-omraader, saa maaske varer idyllen ikke ved saa laenge endnu.
Da vi kom tilbage til civilisationen (der var intet rindende vand eller elektricitet paa fornaevnte strand skal lige siges..) og havde faaet os et dejligt bad tog vi endnu et par laekre maaltider i Cartagenas gamle bydel, inden vi lagde kursen mod Medellin. Inden da skal lige naevnes at jeg overvaerede en tale/gadefest med salsamusik sammen med et par hundrede lokale et par gader bag vores hostel, hvor oppositionspartiet de groennes (partido verde) praesidentkandidat kom og holdt tale. Jeg anede selvfoelgelig ikke hvem han var, men naaede lige at faa et par billeder for sjov af ham - hvis han nu sku gaa hen og slaa Uribe (den nuvaerende leder) af pinden.
Naeste stop: Medellin – Pablo Escobars gamle hovedsaede. Pablo Escobar, der paa sit hoejeste naaede at kontrollere omkring 80% af verdens kokainproduktion – indtil han i 1994 blev skudt paa toppen af et hoejhus af CIA-styrker. Et uden tvivl en vanvittig by at befinde sig for 10-15 aar siden, men ikke desto mindre en vejrmaessigt virkelig begunstiget by, med stolte borgere der paa faa aar har faaet genopbygget ro og orden i deres elskede stad saa den i dag beskrives som Colombias sikreste i rejseguiden Lonely Planet. Derudover har den Colombias eneste Metrosystem, der til enhver tid giver al offentlig transport i andre byer baghjul, og det er selvfoelgelig mega billigt :D Byen ligger i en dal, men op af de frodige groenne kulisser vokser 20-30 etagers hoejhuse overalt. Det smukke er at de naesten alle er bygget (eller dvs beklaedt) med roede mursten = et fantastisk syn naar aftensolen rammer bjergsiderne.
Vi brugte det meste af aftenerne Medellin paa at se film (Ché, Quantum of Solace og andet godt) paa hostellets dejlige hjemmebiograf, og koebe ind i vores nye yndlingssupermarked der havde naermest alt: EXITO (spansk for succes) og lave koedsovs og guacamole i det vidunderlige koekken vi havde til raadighed. Vi saa ogsaa centrum af byen, der var et vaeld af fine butikker blandet med raa textil- og motorvaerksteder (noget for sig!), og ellers nyde livet i et hoejklassede kvarter vi boede i kaldet El Poblado, byens restaurant og bar-centrum. Medellin er nemlig ikke mindst kendt for dejligt klima og en drabelig historie – men ogsaa dens exceptionelle natteliv. Det var derfor lidt med bloedende hjerte jeg forlod byen just som vi naermede os weekenden. Onsdag nat blev tilbragt i en bus mod Bogota (Colombias hovedstad med omkring 8 mio indbyggere, med over 1000 bydele – ca. 10 af dem har man lyst til at opholde sig i…), sammen med vores nye bedste ven, en buddhistisk altid-boennespisende englaender der jaevlingt broed ud i diverse fitness-raad og kom med spaendende links til halvnoegne fitness-damer paa youtube - om man nu saa var interesseret eller ej - vi endte med blot at omtale som "luffe" :D
I Bogota var vi pludselig 2500 over havets overflade, hvilket resulterede i at vi ramte hvad der svarede til en daarlig dansk sommer med regn og kolde naetter – ikke just noget vi var forberedt paa. Vi fik dog 3 herlige byture ud af de sidste dage sammen i Bogota, den ene indvolverende en saakaldt "insane partybus", der bla. tog os til en technoclub paa 41. Etage i Bogotas centrum – det hoejeste jeg har vaeret i en bygning i mit liv i oevrigt. Dagen efter indebar ophold paa en meget (!!) lokal studenterbar "Stinkin Ape" (taenk Passagen Vinstuen ganget op med Colombiansk evighedsstudenter-klientel saa er du der), med tilbud om baade det ene og det andet fra de lokale, men oellerne var billige saa vi var lykkelige :D
En del turisme-ture blev det ogsaa til inkl. besoeg paa politi-museet, guld-museum og en tur til byens fine nordlige ende der rent faktisk er det eneste sted i landet som ikke er direkte fraraadet af det danske udenrigsministerium (eller hvordan det nu er, de er i hvert fald ikke über-opdaterede paa landets udvikling de sidste 5 aar). Her fik vi lov at koebe os lidt toej til ca. europaeiske priser, men var glade alligevel. Sidste aften sammen med Soeren fejrede vi paa vores nye yndlingskaede "Crepes and Waffles", hvor de laver pandekager med al slags fyld saa vi gik stop-maette derfra.
Den sidste uge alene har jeg brugt sammen med mine nye gode venner DJ'en Rafael fra Paris og Simon fra Göteborg, vi viste os hurtigt alle 3 at have en par hundrede musikalske favoritartister tilfaelles, og dagen efter Soeren forlod mig tog jeg tilbage til Medellin for at opleve nattelivet med dem. Efter en haard weekend der endte soendag morgen kl.8 i hoej sol paa vej hjem fra en sydlig forstad hvor vi havde vaeret til elektronisk vanvidskoncert i en bygning hvor taget blev aabnet da solen broed frem - er de sidste to dage blevet brugt paa at restituere og laegge planer for den videre faerden - og saa en fantastisk tur med PARAGLIDING igen - denne gang til kun 250 kr, og saa endda hen over min nye yndlingsby, herlige Medellin. What a ride.
Om to timer tager jeg bussen mod Cali, og derfra gaar turen videre mod Ecuador, og saa Peru. Indtil videre er kalender aaben, frem til om ca. en maaned hvor jeg regner med at skulle moedes med de to dejlige Testrup-piger Nina og Signe og se Machu Picchu, den gamle Inkaby der er en af sydamerikas stoerste turistattraktioner. Jeg kan kun sige jeg glaeder mig, og tak for denne gang til vidunderlige Colombia!
Saa blev det endelig tid til en opdatering fra sydamerika. Siden sidst i Venezuela er der sket en del, og landet hedder nu Colombia = meget meget bedre. Her er befolkningen nemlig ikke konstant i frygt for landets undergang og skruppelloese praesidenter der koerer oekonomien i saenk. I Colombia gaar det godt, endda visse steder rigtig godt. En kort sammenligning viser at hvor Venezuela har 70.000 turister om aaret har Colombia langt over 2 mio. Og her er vitterligt ogsaa groennere, paenere, roligere, mere indbydende og fyldt med glade mennesker. Takket vaere et amerikansk-stoettet initiativ med massiv indsaettelse af politi og militaer er der efterhaanden soerget for at alt hvad der hedder guerilla og paramilitaer er skubbet godt og grundigt ud af byerne og saa vidt man kan laese er deres indflydelse ogsaa paa retur selv i de afsides jungle-omraader (tjek evt. Et kort over colombia, halvdelen af landet er nemlig KUN jungle, den anden halvdel er her hvor folk bor). Der foregaar vist stadig nogle ret slemme ting omkring i landet (og det er stadig verdens nr. 1 producent af kokain) men generelt er stemningen god og forhaabningerne hoeje i befolkningen. Saa enhver bekymring om terror og raedsler i dette tidligere meget krigshaergede land er i oejeblikket heldigvis stort set ikke aktuelle. Man foeler sig IKKE i fare.
Kontrasten tilbage til Venezuela blev noget naer allertydeligst da vi passerede graensen mandag d. 15 marts om morgenen, hvor vi koerte med en taxa fra byen Maracaibo i Venezuela til Maicao i Colombia. Paa en koeretur der varede ca. 2 timer naaede taxachauffoeren at betale bestikkelse ud af vinduet til lokale politimaend der havde stillet tilfaeldige vejspaerringer op – og hold nu godt fast – 8 gange. Da vi tilgengaeld ankom til den colombianske side af graensen var der lutter god stemning, og efter endnu en bustur ankom vi til kystbyen Riohacha, hvor vi moedtes med to colombianske piger Isabel og LuzMary der boede der. Her var vi 4 dage som vi brugte dels paa bare at blive aklimatiseret til de Colombianske tilstande, hvor folk rent faktisk var venlige uden yderligere grund, dels pga. mindre komplikationer og en tur paa hospitalet med Soeren der kom til at stikke sin haand op i en metal-ventilator der hang i loftet paa hotelvaerelset. Med umiddelbar hovedregning og skQn paa stoerrelsen af rotorbladene kom jeg frem til at haanden maatte vaere blevet ramt med 90 km/t, saa ikke meget at sige til at det gjorde nas (og kraevede 3 sting *host*). Men vi klarede den, og dulmede choket med endnu et besoeg paa vores lokale favorit restaurant ”Pollo Tropical” (tropisk kylling), hvor de havde en gudsbenaadet hvidloegsdressing og en hel kylling med kartoffler til 32 kr. Soeren var glad igen :D
Herfra tog vi 3 dage ud til ”Cabo de Vela”, der er sydamerikas nordligste punkt, primaert beboet af de lokale stammefolk kaldet Wayüu. Ganske interessant sted. Fantastiske strande, som det tog 2 en halv time paa ladet af en jeep at komme til via grusveje, og der var absolut kun hytter bygget af trae. Vi sov i haengekoejer og vores aftensmad var 2 hele hummere for den nette sum af 45 kr. Pr mand – hvilket fik Soeren til at overveje om det faktisk VAR paradis vi havde fundet. Og ved gud om ikke der saa midt i det hele paa stranden mellem fritgaaende geder og kaempekrabber var en internetcafe stablet paa benene af det lokale amt J meget maerkeligt.
Efter denne oerkenoplevelse vendte vi snuderne mod den mellemstore by Santa Marta og derfra til dykkerbyen Taganga, der ifoelge guiden var ”Gringo Paradise” – altsaa et sted fyldt med europaeere. Og ganske rigtigt, i den laekreste lagune med fantastisk badestrand fandt vi her intet mindre end 10-15 hostels fyldt med blegansigter og et endnu stoerre udvalg af restaurenter og dykkerskoler. Dertil ogsaa 5 bureauer med arrangerede ture til vores naeste store eventyr inkabyen Ciudad Perdida (The lost City). Efter et par naetter med rom og cola om aftenen, og herlige friskpresset appilsenjuice og havregryn med maelk morgenen derpaa koebte vi os en 6 dages Trekking-tur, og gjorde klar til at bestige det som nogle steder er blevet kaldt Colombias ”Machu picchu” (som er Perus stoerste turistattraktion, en forladt inkaby fundet omkring 1905 – den colombianske udgave ”Ciudad Perdida” blev derimod foerst fundet i 1972). Vi blev samlet op i en stoerre jeep, og blev del af en gruppe paa 12 mennesker inkl folk fra baade Australien, Belgien, England, Tyskland, Holland og en enkelt fra Colombia :)
Disse mennesker fulgtes vi saaledes med de naeste 6 dage gennem bjergene dybt ind i junglen i selskab med lokale colombianske guides, der alle kun talte spansk. Det var en rigtig fed tur, hvorfra vi heldigvis fik taget nogle gode billeder, og oplevet en masse fedt. Umiddelbart skal det lige naevnes at en saadan tur goeres bedst med mindst mulig oppakning – den havde Soeren og jeg ikke lige overvejet saa meget saa mens de andre klarede de 4-5 timers daglige hike-ture igennem til tider endda meget stejle og smalle jungle-stier med en lille skoletaske paa ryggen, havde vi vores gigantiske backpacks med alt for meget oppakning med. Sveden drev bogstavelig talt ned fra hovederne paa een efter blot 5 minutter saa det var nogle lidt lange gaature, men vi priste os lykkelige for at vaere nogenlunde tilvaennede fra militaerets feltmarcher :)
I selve junglen saa vi en masse spaendende dyr som firben, tucaner, kaempetudser, millioner af myrer, enkelte slanger, en skorpion og de stoerste humlebier jeg har set i mit liv (de ku hoeres paa god afstand). Altsammen lige noget man skulle vaenne sig til, men som egentlig til sidst blev en naturlig del af omgivelserne naar man gik gennem landskabet i 6 dage. Specielt firben blev jeg ganske gode venner med J Under nogle af overnatningerne havde vi god tid til at slappe af og bade i floderne, hvilket var helt fantastisk naar man bagefter blot kunne kravle op paa en stor sten og bare sol-toerre. Jeg blev enig med nogle af de andre paa turen at dette godt kunne komme paa top-10 over mest paradisiske steder vi havde vaeret paa jorden.
Da vi endelig kom tilbage til civilisationen i Taganga var vi godt traette og stoevede, saa vi tog et par dage mere her for at blive rene og klare til at rejse videre. Vi var nu godt inde i paasken, og det vil sige det frygtede uhyre i den spanske verden SEMANA SANTA var over os (= alle mennesker tager til kyst-byerne og holder ferie). Men det lykkedes at skaffe overnatning baade en nat i Santa Marta og derefter 3 naetter her i Cartagena hvor vi nu er. Cartagena er colombias absolutte turistmaessige flagskib, her er virkelig hoej standard af indretning, infrastruktur og sanitet (altsaa paa en colombisk skala). Det historiske centrum er under en kraftig restauration og her myldrer med restauranter med baade italienske, franske og japanske koekkener, mere eller mindre paa niveau med noget med kunne opleve i Spanien fx, bare til den kvarte pris! Vi spiste aftensmad i forgaars paa italiensk restaurant med dejlig vin, fin appetizer i form af krydderbroed og salat og laekker risotto til den fine sum af 55 kr. pr. mand :-o
Vi har stort set kun moedt glade og tilfredse mennesker her i Colombia, og det er ikke langt fra at vi kan tilskrive os turistministeriets faa aar gamle slogan: ”Colombia – El riesgo es que te quieres quedar” = ”Colombia – risikoen ved at komme her, er kun at du faar lyst til at blive”. Vi moedte en amerikaner der i oejeblikket rejser paa 14. maaned, og stadig ikke har brugt sine penge op, for som han siger: ”jeg bruger under en tredjedel af hvad jeg ville bruge paa at overleve hjemme i californien paa at bo her”. Maaske et lidt overdrevet udsagn, men det siger stadig noget om hvor stor forskellen er i pris, og hvis man bare holder lidt igen hernede kan man overleve for ingenting.
Jeg har ind i mellem en decideret fornemmelse af overhovedet ikke at have fortjent at vaeere her, for det er simpelthen for godt til at vaere sandt. Isaer naar vi hoerer om hvor onde vejrguderne har vaeret ved lille Danmark (som nogle mennesker hernede forresten aldrig har hoert om). Vejret er fuldstaendig fantastisk her. I Cartagena, hvor vi befinder os pt. er den laveste temperatur her nogensinde (!) er blevet registreret 20 grader celcius. Det er hvad jeg kalder Karibisk paradis. Vi bor paa et hostel for 60 kr. om dagen med pool, bar, kaempe tagterrase, dejlige mennesker og gratis traadloest internet. Vi spoerger naesten dagligt os selv hvad i alverden man skulle kunne oenske sig mere, og kan ikke rigtig komme med noget svar.
Soeren flyver videre til Asien fra Ecudaor om under 3 uger og herefter rejser jeg selv videre ned gennem Peru og til Bolivia formentlig ogsaa, men alt dette er ikke yderligere planlagt. I loebet af de naeste smaae 20 dage skal Soeren og jeg ned igennem Colombia og bla. Se kaffe-regionen og store byer som Medellin (hvor Pablo Escobar i sin tid styrede hele kokain-verdenen fra) og hovedstaden Bogota hvor der bor 8 mio mennesker. Og alt hvad vi har hoert om disse steder er godt, godt, bedre og fantastisk. Saa needless to say – vi glaeder os.
Haaber at alle hard et godt derhjemme, og har haft en god paaskeferie. Savner jer allesammen – og det danske rugbroed :D
Så blev det tid til en ordentlig status-rapport over hvad i alverden der foregår her i Sydamerika, og hvad jeg overhovedet laver her. I morgen tager min rejsekammerat Søren og jeg videre mod Colombia, der nok stik mod manges forventninger er et langt sikrere sted end Venezuela. Hugo Chavez, præsidenten i Venezuela her, har simpelthen efterhånden kørt landet så meget i sænk at det er svært at se hvordan de skal få vendt bla. den ustyrlige inflation der på få år har ændret landet fra at være et af Sydamerikas billigste at leve i – til det absolut dyreste. Priserne er stadigvæk fint lave i forhold til Danmark, men for den jævne Venezolano er det forfærdeligt. Vi talte med en gut der forklarede os hvordan man i øjeblikket KUN køber det nødvendigste mad til dagen og vejen, længere rakte pengene simpelthen ikke.
Derudover er kriminaliteten så ustyrligt høj at det kan være svært at forstå når man kommer fra stille og rolige Skandinavien. Hovedstaden Caracas har i løbet af de sidste 10 år arbejdet sig op på 1. Pladsen over verdens farligste storbyer med den lidet flatterende titel ”Murder capital of the world 2009”. Jeg kunne fortsætte med endnu mere deprimerende statistikker, men jeg vil lade det være op til jer selv at finde disse hvis I er interesserede for noget af det er simpelthen ikke for sarte sjæle. Men nu til lidt om hvad vi har fået tiden til at gå med i stedet de sidste 8 dages tid :)
Her kommer et afsnit om min ankomst, spring videre til et kortere resume af resten af det foreløbige ophold hvis der ikke er tålmodighed til alle disse detaljer :)
Min tur herned var nogenlunde så omvæltende som den kunne være, nemt skulle det ikke være. Først til Billund kl. 4 om morgenen torsdag d. 4 marts, hvorfra jeg fløj til London Gatwick. Her måtte jeg så med 4 forskellige tog ind gennem Londons Victoria station og undergroundsystem for at komme til London Heathrow. Herfra skulle jeg så til Lissabon i Portugal hvor jeg ankom ved 15-tiden, og min baggage ikke var til at se. Efter at have ledt forgæves efter den fik jeg aller-aller-nådigst lov at komme med flyet til Caracas, Venezuela på trods af min forsinkelse havde medført check-in var lukket. Men næste fly gik først 2 døgn senere så jeg spænede alt hvad jeg kunne til gaten der har været mindst 7-800 meter væk, og her var flyet så alligevel et kvarters tid forsinket J Men jeg satte mig ind blandt spaniere, portugisere og venezolanos og gjorde mig klar til mit livs længste flyvetur på 9 timer. Efter 28 timers rejse i alt ankom jeg så kl. 22 lokal tid i Caracas lufthavn, hvor min baggage viste sig heller ikke at være. Jeg havde nok aldrig tiltroet mig selv at have den ro jeg i pågældende øjeblik var tvunget til at udvise alligevel, da de hverken kunne se hvor rygsækken var eller noget som helst og jeg herefter ca. 1 nanosekund efter at træde ud af sikkerhedscheck blev overfaldet af de første 3 taxa-chauffører der ville have mig med deres taxa og hjertens gerne veksle dollars til sort-kurs. Begge dele ting jeg virkelig var blevet stærkt advaret imod hjemmefra og derfor heldigvis havde is i maven til at modstå og forsøge at få hævet den lokale valuta ”Bolivares” (som ikke rigtig kan fås i Danmark) fra en automat på mit Visakort, med to taxachauffører åndende mig i nakken i en meget tom lufthavnshal. Da jeg efter 10 forsøg på 2 forskellige automater måtte indse at de talte sandt da de forklarede at INGEN automater i hele landet giver valuta på europæiske kredit-kort (Chavez har simpelthen lukket hele molevitten i ren paranoia) var jeg nødt til at betale hvad der svarer til en ugeløn i amerikanske dollars for at blive kørt til hotellet Søren ventede mig på. Turen ind til byen var fuldstændig som scener fra den brassilianske film ”City of God” og vi var igennem 2 militær-tjek før jeg endelig ankom til kvarteret Sabana Grande hvor jeg kunne banke på døren til værelse 601 på det 5-stjernede hotel i 18 etager som Søren og jeg havde booket for at være på den sikre side. En meget glad Søren åbnede døren og eventyret var startet :) Efter ankomsten
De næste tre dage holdt vi os nogenlunde indendøre på hotellet indtil min baggage heldigvis ankom på tredjedagen om aftenen (hvor vi var flyttet til et billigere, og mere snusket love-hotel – der hvor de lokale kommer i taxa og lejer værelserne på timebasis – der dog havde normale værelser på etagen over). Vi nåede en lille tur eller to i dagtimerne ud og købe mad og endda en tur på Picasso-museum så det var egentlig meget hyggeligt, hvis ikke det var fordi vi sådan set bare gerne ville ud af byen så hurtigt som muligt (der var politi og militær overalt).
Så på trejdedagen drog vi 4 timer fra Caracas til turist-strandbyen Puerto Colombia, hvor vi var to nætter på hostel. Udover en dejlig tur på stranden hvor vi fik badet i det Karibiske hav og slappet af under palmerne (selve synet var ethvert postkort værdigt) var der ikke meget fun i den lille havneby, så vi sadlede op og drog mod Merida i den anden ende af landet – hvor vi ankom onsdag morgen efter 11 timer i bus. Merida er Venezuelas nogenlunde sikreste sted – en universitetsby på størrelse med Århus, hvor der også er centrum for backpackere da man kan dyrke forskellige former for ekstremsport. Her er rigtig fedt, og vi har for første gang bevæget os udenfor efter mørkets frembrud og har mødt en masse fine mennesker fra både sverige, tyskland og sågar Danmark. I går mandede vi os op til at tage en tur ud at paraglide – altså der hvor man hænger i en aflang faldskærm efter at have løbet ud fra kanten af en klippe. Det var helt vildt fedt - det skal være sagt! Det foregik på tandem-modellen, således at man sad foran en erfaren pilot. En rigtig god oplevelse eftersom vi var kørt i jeep 1 times tid sammen med de to piloter på vej til stedet (Tierra Negra, på top-10 over verdens bedste paragliding-steder viser det sig). Vi havde været hele vejen rundt om Chavez og situationen i landet på rablende spansk 4 mand i jeepen og fået et fint forhold til gutterne allerede der. Så da vi klikkede os på i udstyret på toppen af bjerget, blev taget af vinden og pludselig svævede ud flere hundrede meter over klipperne var det en fælles oplevelse på en rigtig god måde. Intet mindre end 35 minutter fløj vi rundt i luften ind mellem hinanden og jeg havde sågar mit kamera med til at optage video af det så det kan de interesserede glæde sig til at se J Da vi endelig landede (blødt som at hoppe tre trin ned af en trappe i øvrigt) fejrede vi oplevelsen med en øl og kørte en times tid tilbage igen til Merida med de to livsglade 50-årige piloter José og Carlos. Samme aften var vi på diskotek og havde alt i alt et brag af en dag – high on life.
Det var alt for nu, som sagt tager vi mod Colombia (der af over 10 forskellige uafhængige kilder vi har spurgt som har været der, er erklæret langt sikrere end Venezuela) hvor vi skal mødes med to piger i byen Riohacha, som min gode ven og Colombia-conoisseur (<- hvordan staver man det knald, hverken Søren eller jeg er sikre) Tobias har skaffet mig forbindelse til via Facebook. Så vi glæder os både til Colombia, der efter sigende er smukkere og dejligere og sikrere end nogensinde før. Og mens jeg har skrevet om vores paragliding-eventyr er vi kommet helt op at køre over det igen, så det kan ikke udelukkes der måske skal prøves noget lignende senere på turen. Det var i hvert fald en oplevelse hvor man følte sig rigtig meget i live. Det var virkelig great, jeg vil gå så langt som til at sige at turen allerede har været det værd :) Humøret er i hvert fald højt!
Til sidst har Soeren og jeg lavet en ny slags Venezuelansk-toilet-tip-6. Man gaetter paa hvor mange af foelgende ting er opfyldt inden man gaar ud paa et nyt toilet:
-Lys i loftet -Mulighed for at laase doeren -Mulighed for at skylle ud -Toiletpapir -Vand i vandhanen -Saebe
De fleste steder havner paa en 3’er :D
Tilfoejelse: vi har nu oplevet en nuller = et kosteskab med en possoir-kumme - uden lys eller andet :D
Mange varme hilsener fra Erik.
Sjove dyr man stoeder ind i paa gaden forresten: Summende kolibrier, noia-spraellende skorpioner, gulv-pilende kakkerlakker.
Foto: Paw Gissel
Foto: Paw Gissel
Turen var klimakset paa en 4 dages trekkingtur Nina og jeg tog, hvor vi foerste dag koerte paa mountainbikes ned af bjergene, derefter trekkede 2 dage gennem jungle og fik et lille stykke af den famoese Inca-trail ogsaa (som virkelig var imponerende, flere hundrede aar gamle sten-trapper langs enorme bjergsider igennem storslaaede dalstroeg - turen skal normalt bookes mange maaneder i forvejen). Et naevnevaerdigt pitstop var nok anden aften hvor vi efter 9 timers gaatur gennem bjergene alligevel endte med at gaa i byen (!?) i “Santa Teresa”, et junglestop med ca. 400 indbyggere der imponerende nok havde en slags diskotek, hvor 40 turister hjulpet af en Rage Against The Machine-glad DJ fik taget til at lette. Festen endte dog bogstavelig talt med et brag da vores irske kompagnon Collin forsoegte at svinge sig i dansegulvets UV-lysstofroer, der eksploderede og han selv faldt mere eller mindre bevidstloes til jorden. Han klarede den heldigvis uden yderligere skrammer, men festen var i hvert fald slut og vi naaede lige at faa 4 timers soevn inden den stod paa 8 timers trek dagen efter igen :D Alt i alt 4 rigtigt gode dage, der kulminerede saa fantastisk som det kunne paa Machu Picchu. Den sidste dag stod vi op kl. 3.30 for derefter at nat-trekke med pandelamper en time op af zig-zaggende inka-trapper til hovedindgangen, hvor vi var kl. 05. Vi tog toget hjem kl. 21 om aftenen og Nina fik endda overtalt mig til at gaa i byen da vi kom hjem kl. 2 om natten til Cusco, saa vi endte med at have vaeret vaagne i over 26 timer den sidste dag, party on (billedet her er fra Cusco kl. 6 om morgenen, endelig paa vej mod hostelet). 
