Rejseblog: Venezuela!

Merida, Venezuela 14. Marts

Så blev det tid til en ordentlig status-rapport over hvad i alverden der foregår her i Sydamerika, og hvad jeg overhovedet laver her. I morgen tager min rejsekammerat Søren og jeg videre mod Colombia, der nok stik mod manges forventninger er et langt sikrere sted end Venezuela. Hugo Chavez, præsidenten i Venezuela her, har simpelthen efterhånden kørt landet så meget i sænk at det er svært at se hvordan de skal få vendt bla. den ustyrlige inflation der på få år har ændret landet fra at være et af Sydamerikas billigste at leve i – til det absolut dyreste. Priserne er stadigvæk fint lave i forhold til Danmark, men for den jævne Venezolano er det forfærdeligt. Vi talte med en gut der forklarede os hvordan man i øjeblikket KUN køber det nødvendigste mad til dagen og vejen, længere rakte pengene simpelthen ikke.

Derudover er kriminaliteten så ustyrligt høj at det kan være svært at forstå når man kommer fra stille og rolige Skandinavien. Hovedstaden Caracas har i løbet af de sidste 10 år arbejdet sig op på 1. Pladsen over verdens farligste storbyer med den lidet flatterende titel ”Murder capital of the world 2009”. Jeg kunne fortsætte med endnu mere deprimerende statistikker, men jeg vil lade det være op til jer selv at finde disse hvis I er interesserede for noget af det er simpelthen ikke for sarte sjæle. Men nu til lidt om hvad vi har fået tiden til at gå med i stedet de sidste 8 dages tid :)

Her kommer et afsnit om min ankomst, spring videre til et kortere resume af resten af det foreløbige ophold hvis der ikke er tålmodighed til alle disse detaljer :)

Min tur herned var nogenlunde så omvæltende som den kunne være, nemt skulle det ikke være. Først til Billund kl. 4 om morgenen torsdag d. 4 marts, hvorfra jeg fløj til London Gatwick. Her måtte jeg så med 4 forskellige tog ind gennem Londons Victoria station og undergroundsystem for at komme til London Heathrow. Herfra skulle jeg så til Lissabon i Portugal hvor jeg ankom ved 15-tiden, og min baggage ikke var til at se. Efter at have ledt forgæves efter den fik jeg aller-aller-nådigst lov at komme med flyet til Caracas, Venezuela på trods af min forsinkelse havde medført check-in var lukket. Men næste fly gik først 2 døgn senere så jeg spænede alt hvad jeg kunne til gaten der har været mindst 7-800 meter væk, og her var flyet så alligevel et kvarters tid forsinket J Men jeg satte mig ind blandt spaniere, portugisere og venezolanos og gjorde mig klar til mit livs længste flyvetur på 9 timer. Efter 28 timers rejse i alt ankom jeg så kl. 22 lokal tid i Caracas lufthavn, hvor min baggage viste sig heller ikke at være. Jeg havde nok aldrig tiltroet mig selv at have den ro jeg i pågældende øjeblik var tvunget til at udvise alligevel, da de hverken kunne se hvor rygsækken var eller noget som helst og jeg herefter ca. 1 nanosekund efter at træde ud af sikkerhedscheck blev overfaldet af de første 3 taxa-chauffører der ville have mig med deres taxa og hjertens gerne veksle dollars til sort-kurs. Begge dele ting jeg virkelig var blevet stærkt advaret imod hjemmefra og derfor heldigvis havde is i maven til at modstå og forsøge at få hævet den lokale valuta ”Bolivares” (som ikke rigtig kan fås i Danmark) fra en automat på mit Visakort, med to taxachauffører åndende mig i nakken i en meget tom lufthavnshal. Da jeg efter 10 forsøg på 2 forskellige automater måtte indse at de talte sandt da de forklarede at INGEN automater i hele landet giver valuta på europæiske kredit-kort (Chavez har simpelthen lukket hele molevitten i ren paranoia) var jeg nødt til at betale hvad der svarer til en ugeløn i amerikanske dollars for at blive kørt til hotellet Søren ventede mig på. Turen ind til byen var fuldstændig som scener fra den brassilianske film ”City of God” og vi var igennem 2 militær-tjek før jeg endelig ankom til kvarteret Sabana Grande hvor jeg kunne banke på døren til værelse 601 på det 5-stjernede hotel i 18 etager som Søren og jeg havde booket for at være på den sikre side. En meget glad Søren åbnede døren og eventyret var startet :)
Efter ankomsten

De næste tre dage holdt vi os nogenlunde indendøre på hotellet indtil min baggage heldigvis ankom på tredjedagen om aftenen (hvor vi var flyttet til et billigere, og mere snusket love-hotel – der hvor de lokale kommer i taxa og lejer værelserne på timebasis – der dog havde normale værelser på etagen over). Vi nåede en lille tur eller to i dagtimerne ud og købe mad og endda en tur på Picasso-museum så det var egentlig meget hyggeligt, hvis ikke det var fordi vi sådan set bare gerne ville ud af byen så hurtigt som muligt (der var politi og militær overalt).

Så på trejdedagen drog vi 4 timer fra Caracas til turist-strandbyen Puerto Colombia, hvor vi var to nætter på hostel. Udover en dejlig tur på stranden hvor vi fik badet i det Karibiske hav og slappet af under palmerne (selve synet var ethvert postkort værdigt) var der ikke meget fun i den lille havneby, så vi sadlede op og drog mod Merida i den anden ende af landet – hvor vi ankom onsdag morgen efter 11 timer i bus. Merida er Venezuelas nogenlunde sikreste sted – en universitetsby på størrelse med Århus, hvor der også er centrum for backpackere da man kan dyrke forskellige former for ekstremsport. Her er rigtig fedt, og vi har for første gang bevæget os udenfor efter mørkets frembrud og har mødt en masse fine mennesker fra både sverige, tyskland og sågar Danmark. I går mandede vi os op til at tage en tur ud at paraglide – altså der hvor man hænger i en aflang faldskærm efter at have løbet ud fra kanten af en klippe. Det var helt vildt fedt - det skal være sagt! Det foregik på tandem-modellen, således at man sad foran en erfaren pilot. En rigtig god oplevelse eftersom vi var kørt i jeep 1 times tid sammen med de to piloter på vej til stedet (Tierra Negra, på top-10 over verdens bedste paragliding-steder viser det sig). Vi havde været hele vejen rundt om Chavez og situationen i landet på rablende spansk 4 mand i jeepen og fået et fint forhold til gutterne allerede der. Så da vi klikkede os på i udstyret på toppen af bjerget, blev taget af vinden og pludselig svævede ud flere hundrede meter over klipperne var det en fælles oplevelse på en rigtig god måde. Intet mindre end 35 minutter fløj vi rundt i luften ind mellem hinanden og jeg havde sågar mit kamera med til at optage video af det så det kan de interesserede glæde sig til at se J Da vi endelig landede (blødt som at hoppe tre trin ned af en trappe i øvrigt) fejrede vi oplevelsen med en øl og kørte en times tid tilbage igen til Merida med de to livsglade 50-årige piloter José og Carlos. Samme aften var vi på diskotek og havde alt i alt et brag af en dag – high on life.

Det var alt for nu, som sagt tager vi mod Colombia (der af over 10 forskellige uafhængige kilder vi har spurgt som har været der, er erklæret langt sikrere end Venezuela) hvor vi skal mødes med to piger i byen Riohacha, som min gode ven og Colombia-conoisseur (<- hvordan staver man det knald, hverken Søren eller jeg er sikre) Tobias har skaffet mig forbindelse til via Facebook. Så vi glæder os både til Colombia, der efter sigende er smukkere og dejligere og sikrere end nogensinde før. Og mens jeg har skrevet om vores paragliding-eventyr er vi kommet helt op at køre over det igen, så det kan ikke udelukkes der måske skal prøves noget lignende senere på turen. Det var i hvert fald en oplevelse hvor man følte sig rigtig meget i live. Det var virkelig great, jeg vil gå så langt som til at sige at turen allerede har været det værd :) Humøret er i hvert fald højt!

Til sidst har Soeren og jeg lavet en ny slags Venezuelansk-toilet-tip-6. Man gaetter paa hvor mange af foelgende ting er opfyldt inden man gaar ud paa et nyt toilet:

-Lys i loftet
-Mulighed for at laase doeren
-Mulighed for at skylle ud
-Toiletpapir
-Vand i vandhanen
-Saebe

De fleste steder havner paa en 3’er :D

Tilfoejelse: vi har nu oplevet en nuller = et kosteskab med en possoir-kumme - uden lys eller andet :D

Mange varme hilsener fra Erik.

Sjove dyr man stoeder ind i paa gaden forresten:
Summende kolibrier, noia-spraellende skorpioner, gulv-pilende kakkerlakker.