Sidste Rejseblog: 5 uger i Peru

Saa blev det tid til en sidste rejse-update. 3 uger siden sidst, og den har staaet paa en rundtur i det meste af Peru. Tiden er gaaet med over en uges ophold i Lima (af 2 omgange), et par dage i byerne Cusco og Arequipa med Nina, samt 4 dages trekking til hele kontinentets hovedattraktion: inkabyen Machu Picchu.

Og lad mig starte med at slaa det fast: Machu Picchu ER virkelig et uovertruffent sted. Den gamle inka-ruin i 2300 meters hoejde – bygget decideret paa toppen af et bjerg – ligner sig selv praecis fra alle turist-fotos, men det er alligevel fantastisk at staa der selv midt i det og kunne gaa rundt i ruinerne. For det er virkelig et stort sted, aldrig foer i mit liv har jeg brugt 12 timer (kl. 05-17!) paa at gaa rundt paa en turistattraktion. Og da stedet lukkede kunne vi stadig snildt have brugt mere tid paa omraadet. Isaer eftersom vi fik adgang til det saakaldte “Wayna Picchu”, der er det hoeje bjerg man ser i bagggrunden paa billedet. 300 meter hoejere, ad glatte og kringlede inka-trapper bygget i sten, kunne man klatre 45 minutters tid og naa op til toppen. Herfra foeltes det naermest som var man klatre ind i himmelen. Siddende paa blot nogle skarpe klipper med skyer flydende forbi én baade over og under var man omgivet 360 grader rundt af de groenneste bjerge og for foden laa saa selve inka-ruinerne. Folk der sad heroppe var i en meget afslappet og hengivet stemning, og vi blev der omkring to timer tror jeg, i sandhed et hoejdepunkt paa rejsen.

Turen var klimakset paa en 4 dages trekkingtur Nina og jeg tog, hvor vi foerste dag koerte paa mountainbikes ned af bjergene, derefter trekkede 2 dage gennem jungle og fik et lille stykke af den famoese Inca-trail ogsaa (som virkelig var imponerende, flere hundrede aar gamle sten-trapper langs enorme bjergsider igennem storslaaede dalstroeg - turen skal normalt bookes mange maaneder i forvejen). Et naevnevaerdigt pitstop var nok anden aften hvor vi efter 9 timers gaatur gennem bjergene alligevel endte med at gaa i byen (!?) i “Santa Teresa”, et junglestop med ca. 400 indbyggere der imponerende nok havde en slags diskotek, hvor 40 turister hjulpet af en Rage Against The Machine-glad DJ fik taget til at lette. Festen endte dog bogstavelig talt med et brag da vores irske kompagnon Collin forsoegte at svinge sig i dansegulvets UV-lysstofroer, der eksploderede og han selv faldt mere eller mindre bevidstloes til jorden. Han klarede den heldigvis uden yderligere skrammer, men festen var i hvert fald slut og vi naaede lige at faa 4 timers soevn inden den stod paa 8 timers trek dagen efter igen :D Alt i alt 4 rigtigt gode dage, der kulminerede saa fantastisk som det kunne paa Machu Picchu. Den sidste dag stod vi op kl. 3.30 for derefter at nat-trekke med pandelamper en time op af zig-zaggende inka-trapper til hovedindgangen, hvor vi var kl. 05. Vi tog toget hjem kl. 21 om aftenen og Nina fik endda overtalt mig til at gaa i byen da vi kom hjem kl. 2 om natten til Cusco, saa vi endte med at have vaeret vaagne i over 26 timer den sidste dag, party on (billedet her er fra Cusco kl. 6 om morgenen, endelig paa vej mod hostelet).

Saa Machu Picchu: ja tak! Derimod peruansk lommetyveri og deraf foelgende besoeg hos meget lidt samarbejdsvilligt politi paa stationen i Cusco: nej tak! For det var desvaerre hvad der skete dagen efter hjemkomsten til Cusco, den gamle inka-hovedstad, nu turist/goegler-magnet. Meget lidt udhvilede men alligevel spaendte, havde Nina og jeg koebt billetter til en koncert med den mexicanske rapgruppe “Molotov” dagen efter Machu Picchu - i den tro det ville vaere et fedt lokalt arrangement paa et mindre spillested af en art. Lokalt var det – men det viste sig at foregaa i “Jardin de las Cerverzas” (“Beer-Garten” om man vil) for det lokale bryggeri Cusqueña = 22.000 mennesker. Jeg havde uden at taenke ydeligere over det medbragt mit i Colombia indkoebte lommekamera og min pung, men under koncerten opdagede jeg ubehageligt nok at kameraet var vaek. Da ivaerksatte jeg en stoerre undersoegelse blandt de tilstaedevaerende, men opdagede saa til min raedsel kort efter at ogsaa min pung manglede fra mine bukser. Begge havde jeg haft dem i forlommerne som jeg altid goer til koncerter, endda ganske taette forlommer, saa jeg kunne udelukke at de skulle vaere faldet ud af sig selv. Men jeg matte sande jeg var blevet offer for usselt lommetyveri, suk! Gud ske tak og lov havde de ikke taget min mobiltelefon, saa jeg kunne direkte ringe og faa mit visakort spaerret. Og takket vaere gode anbefalinger fra Soeren havde jeg i sin tid oprettet et Mastercard ogsaa, som jeg efter noget skype-telefonering til banken dagen efter fik paa plads og oprettet til brug det sidste stykke tid hernede. Men saa skulle det jo lige meldes til politiet...

Besoeg paa politistation DEL 1 – hard knock life:
Eftersom tyveri og deslige officielt skal rapporteres inden for 24 timer efter de er sket, lagde Nina og jeg vejen forbi politistationen omkring middagstid dagen efter. Her blev vi henvist til politistationen for turist-affaerer, og tog en taxa til den anden (og meget mere lokale) ende af byen. Ganske uforberedte paa hvad der ventede os gik vi ind i bygningen og blev anvist til kontoret for anmeldelse af tyverier paa anden sal. Daa vi kom gaaende op af trapperne blev vi anraabt af en gut i en blaa dynejakke uden noget synderligt politiantraek. Han spurgte hvad vi ledte efter og jeg svarede roligt at ville anmelde et tyveri. Herefter begyndte hvad der let kunne karakteriseres som et decideret forhoer, hvor samtlige af mine saetninger blev afbrudt eller decideret modsagt under mit forsoeg paa at forklare hvad jeg egentlig var kommet der for: Hvad, hvem, hvor, hvordan, jamen hvorfor, er du sikker, hvem saa det, hvordan synes du selv det lyder, hvad har du af beviser? og jeg kunne blive ved. I loebet af 2-3 minutters snak stod vi mere eller mindre og bare ville vaek derfra, samtlige af mine forklaringer og beskrivelser var blevet mistaenkeliggjort og der var ikke engang tale om at han ville lade os komme ind paa kontoret. Jesus christ. Det forstaaes at en mand i et saadant embede ikke er nogen mild roomservicetjener, og der skal selvfoelgelig spoerges skarpt ind til hvad anmeldelsen drejer sig om. Men hvad vi maatte staa igennem her var for meget af det gode. Topmaalet var da jeg et stykke inde i “forhoeret” naevnte at jeg ikke kun havde faaet stjaalet min pung, men ogsaa mit kamera. Dét var alligevel for meget for den kaere embedsmand: “Var der nu ogsaa et kamera! Nej, det er for groft, det skulle du have sagt fra starten (50 sekunder foer) af. Det kan du ikke sige nu, det er for sent. Tror du ikke jeg har hoert den slags foer”. Som en tidligere knap saa hyggelig taxa-oplevelse en maaneds tid foer for mit vedkommende manglede jeg desperat et publikum at kigge ud til. Dette var i dette tilfaelde tilstede i form af Nina, der saa paa mig med meget bekymret blik og foreslog om vi ikke bare skulle fordufte inden der opstod deciderede problemer. Som sagt saa gjort, farvel og u(!)-tak til den peruvianske Mr. Bad Cop aka Hr. Suresen.

Besoeg paa politistation DEL 2 – Candyland aka den omvendte verden:
Tilbage paa hotellet fik jeg nu fat i mit forsikringsselskab og forklaret dem situationen, de heldigvis loed til at vaere forstaaelse for, saa jeg maaske endda kunne faa lavet en skadesrapport tilbage i Danmark uden den normalt noedvendige politirapport. Det var jo en glaedelig nyhed. Saaledes med intet rigtig at miste fandt jeg nu min kvittering frem paa mit kamera, og tog endnu en taxa – denne gang alene – tilbage til stationen for i det mindste at anmelde tyveriet af mit kamera (pengene bad han mig praesentere et bank-udtog som bevis paa at have haevet, som jeg ikke havde). Anyways, det korte af det lange: jeg kom tilbage med min kamerakvittering og gik op paa samme etage. Hvad fandt jeg her: et aabent kontor med to yngre damer, der sad bag hver deres computer og hoerte Shakira og chattede paa MSN. Naa men hvad ville jeg her, jeg ville anmelde et tyveri. Jamen, det loed da fint, hvis blot jeg ville saette mig ned og skrive i rapporten hvad der var sket (...). Og saaledes gik det til at jeg SELV SKREV en A4-side politirapport paa spansk i haanden og de to peruanske politidamer/sekretaerer sang hoejlydt med paa Shakira, chattede videre paa computerne og udenfor paa markedspladsen var der fyldt med glade Cusco-boernefamilier der sang og dansede til denne loerdags karneval mens solen gik ned over bjergene i horisonten [indsaet selv ironisk kommentar].

Efter Cusco tog Nina og jeg til Perus naeststoerste by Arequipa, kendt som “den hvide by”, pga sin brug af hvid granit (ved navn sillar) til beklaedning af mange af byens centrums huse. Her var ganske flot, og vi brugte et par dage paa at tulle rundt i det gamle centrum, se et kloster (der naermest var en hel by i byen) og spise frokost paa en fanstastisk tagterrasse, med udsigt over byens smukke Plaza de Armas og sneklaedte vulkaner i horisonten, ikke daarligt. Den sidste dag tog vi en éndags-tur til den saakaldte Colca-dal, hvor vi tog til “Cruz del condor”, kondor-passet. Her stod vi pludselig sammen med ca. 300 andre europaeiske turister paa ca 40 kvadratmeter, men det var stadig imponerende da de enorme fugle kom flyvende lige hen over hovederne paa os kl. 9 om morgenen (vi var staaet op kl. 02.30 for at naa det. Zzz). Under opholdet i Arequipa var Nina og jeg sammen med de to gaeve gutter Martin og Nicolaj, og vi spiste sidste aften paa en meget laekker marrokansk restaurant, inden jeg tog afsted alene mod Lima igen, for at goere et stop paa vejen i byen Ica. I Ica kunne man nemlig staa paa saakaldt “sand-board”, dvs snowboard i sand-klitter, og det loed jo rimelig fedt.

Det var det imidlertid ikke :D Efter at vaeret blevet indkvarteret (i ordets militaere forstand meget rammende) paa... hvad der nok maa tage prisen for det vaerste hostel jeg er stoedt paa i mine 3 maaneders sydamerikarejse, var jeg allerede lunken ved foretagenet. Et 25-mands dormitorium i en lang gasbeton-hal uden nogen form for afskaermning af nogen art, med toiletfaciliteter der mest af alt mindede om et faengsel for “kun” 20 soles. Jeg forsoegte at ignorere omgivelserne og lejede et sandboard (med nogle hjaelpeloese bindinger af velcro), kravlede op paa toppen af en af klitterne (de var til gengaeld flotte) og forsoegte at staa ned af skraaningen uden det store held. Jeg sank hele tiden sank ned i sandet. Jeg moedte ogsaa en canadisk pige der endda havde et aegte snowboard paa. Hun var ogsaa slemt utilfreds med forholdene, og vi blev enige om at det vist aldrig ville kunne hamle op med snowboard, for slet ikke at tale om ski (hej Henrik :P). Saa jeg vaeltede/gled/kravlede ned til bunden af bakken, leverede mit faetter-B- kvalitets-board tilbage, tog en hurtigt beslutning (og et farvel-billede for at forevige min parodi paa et hostel) og forlod byen med retning mod Lima. Lima som jeg kendte fra en uges ophold 14 dage tidligere og aerlig talt havde det bedre med at tanken om at skulle sove i. Og det var heldigvis den rigtige beslutning!

Jeg ankom til det centrum af kystbydelen Miraflores i Lima kl. 23 om aftenen, checkede ind paa det samme hostel jeg havde vaeret paa en maaneds tid foer, der havde ordentlige sanitets- samt sengeforhold (og bordfodbold) og gik derefter over i det doegnaabne supermarked Metro og koebte min nye favorit peruanske snack-maaltid: ciabatta-broed med avocado, salt og tomat :) Paa vejen tilbage stoedte jeg saa endda paa min nye veninde Denisse, jeg havde moedt gennem Couchsurfing 2 uger foer. Og maaske var jeg bare ekstra traet, men den aften sov jeg paa hostellet i den bedste seng jeg har haft i sydamerika siden Soeren og jeg boede paa 5-stjernet hotel i Caracas – ahh.

Dagen efter kom Nina til Lima, og vi tog sammen til bydelen Surco, en meget lokal del af Lima, hvor jeg sidste gang havde boet 3 dage hos de fantastiskste gutter Jorge og Moises der henholdsvis laeser til engelsk/fransk-oversaetter og kok. Jeg moedte Jorge gennem Denisse, der gaar i klasse sammen paa universitet “Ricardo Palma” og var foerste gang alene med dem ude paa universitetet og sad med mens hele aargangen diskuterede navneforslag til deres afgangshold i 2 timer. En ganske fed oplevelse at komme inden for murene paa et sydamerikansk universitet! Og det var vitterligt naesten som at vaere hjemme igen da Nina og jeg traadte inden for doeren i “Los Portales de Surco” (stedet med den laengste adresse i verden, det tog taxa-chauffoeren over 1 time af finde). Her blev man moedt med simpelthen den stoerste gaestfrihed paa vor jord, og loerdag middag fik vi den stoerste, flotteste, laekreste peruvianske frokost med ceviche (raa citronmarineret fisk) og de mest velsmagende friterede blaeksprutte-“nuggets” med tilhoerende aegge-hvidloegs-purloegs-salsa. Altsammen lavet fra bunden, koebt paa fiskemarked. Vi var i den syvende himmel. Samme aften kom vi med til en fra universitetsholdets 23-aars foedseldsdag, i en villa med pavillion i haven og snacks saa det mindede mest af alt om en studenterfest. Nina havde koebt 50 glowsticks i en spoeg og skaemt-butik same eftermiddag som vi delte ud – og det var et kaempe hit :)

Hermed saettes en meget stor fed streg under det faktum at couch-surfing kan slaa en hostel-rejse med saa mange hestelaengder. Et sted fandt jeg klistermaerket med et LonelyPlanet-affilieret slogan: “Traveller not tourist”. Jeg vil tillade mig at slaa et slag for sloganet “Visitor not traveller” i stedet. Altsaa, med vaegt paa at vaere besoegende, og komme ind under huden paa stedet man er. Og det staar endnu skarpere frem i kontrast til hvor mange backpackere jeg har moedt paa hostels i andre byer, der vitterligt fraraadede mig at tage til Lima. Hvor er jeg glad for jeg trodsede disse advarsler! Og selv oplevede byen. Ja, den er virkelig rodet, og der er alt alt for mange biler og ingen ordentlig offentlig transport. Men folk her kender de gode og hemmelige steder der nu trods alt er mellem alle de halv-faerdigtbyggede bloke (saa byg dog faerdig! :D), og i de lokales foelgeskab har disse to Lima-ophold vaeret de menneskelige hoejdepunkter af min rejse.

Mine ambitioner med at komme paa denne tur var oprindeligt at forbedre mit spanske, maaske moede nogle lokale musikere, samt generelt at goere det til en dannelses/udvikslingsrejse der kunne bygge til mit verdensbillede (jaja, store nok maal). Ikke alt er gaaet som forventet, men jeg kan alligevel godt sige jeg er tilfreds med hvad jeg har naaet. 2 uger som frivilligt arbejdende paa hospital i Huancayo var med til at tage pusten ud af den lige lovligt letlevende backpacker-mentalitet og give en serioes saltvands (eller maaske rette Andes-muldjords)-indsproejtning, og en foelelse af faktisk at have et tilhoersforhold til hvor benene var plantet i jorden. I Huancayo fik jeg faktisk ogsaa indspillet en sang i et studie, omend paa dansk hehe. Og den foerste uge i Lima i midten af maj fik jeg e-mail-indfiltreret mig ind i studiet paa en lokal hiphop-radio, for den stoerste peruanske hiphop-hjemmeside www.Rapealo.com. Jeg havde regnet med at skulle tale om den spanske hiphop-verden kontra den skandinaviske, men endte mest med at fortaelle generelt hvad jeg havde set i Peru og om jeg skulle til Machu Picchu osv hehe J Til gengaeld fik jeg dem til at spille nogle af mine sange fra www.youtube.com/julaweric direkte i aeteren, bla. den tyske “Mehr als funky” (hej Rebecca :D), hvilket var en mega fed oplevelse.


Personligt tester sydamerika ofte ens taalmodighed og viljestyrke paa andre maader end de hjemlige himmelstroeg goer det. Det giver, hvis man tackler det rigtigt, et blik for at se lettere igennem de smaa ting og fokusere paa det vigtige her i livet. Nemlig om man har det godt, og ikke om man faar 2 eller 3 kroner tilbage i byttepenge. Om man kan aande frit, og ikke om man er online paa facebook inden for de naeste 20 minutter. Om man er der hvor man vil vaere, med de mennesker man vil vaere i selskab med. Omvaeltninger kan indeholde mange fordele, og hjaelper til med at oege bevidstheden om éns plads i tilvaerelsen. Jeg er ikke den samme person som jeg var for et aar siden. Isaer mit ophold paa hoejskole, men ogsaa denne rejse har vitterligt aendret mit syn paa verden og min opfoersel over for den. Vive mientras puedas. Lev mens du kan. Hep - lommefilosofi for alle pengene muligvis, men der er stadig utrolig meget at relatere til naar jeg overvejer betydningen af de ord, saa jeg vil tillade mig at lade dem staa.

Jeg har nu praecis en uge tilbage inden jeg lander i Danmark, og de skal bruges i Ecuador hvor jeg just er ankommet for 6 timer siden I Guayaquil, landets stoerste by ved kysten.. Jeg flyver ud af hovedstaden Quito soendag aften, gaar glip af Danmarks foerste VM-kamp mens jeg sidder over atlanten (flot booking Hr. Barloese Jacobsen) og er halvanden dag i Spanien inden jeg lander i Tirstrup d. 16 juni. Jeg ser frem til den sidste uges eventyr her i aekvators eget land, men jeg kan heldigvis ogsaa sige jeg glaeder mig til at komme hjem :)